Flere sultne isbjørne søger mod grønlandsk by i jagten på mad

Mindst 21 gange har isbjørne været i den grønlandske by Ittoqqortoormiit mellem august og december sidste år.

WWF Verdensnaturfondens isbjørnepatrulje sørger for, at indbyggerne i den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit ikke møder en isbjørn. (Foto: Daily Free Press/Kenshin Okubo © WWF Verdensnaturfonden)

Sultne isbjørne har mindst 21 gange snuset rundt i den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit i jagten på mad i de sidste fem måneder af 2017.

I 2007 blev der registreret ni isbjørnekonflikter - i hele Grønland.

Det viser tal fra WWF Verdensnaturfondens isbjørnepatrulje.

Antallet af isbjørne, der snuser rundt i de arktiske byer, ventes ikke at blive mindre de kommende år.

Isbjørnene får nemlig sværere ved at finde mad, i takt med at havisen smelter på grund af den globale opvarmning.

Derfor søger bjørnene mod byerne for at få stillet sulten, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

- Jeg er stensikker på, at denne her udvikling vil fortsætte.

- Vi ved fra forskning, at isbjørnene er tyndere, end de var tidligere, og derfor vil flere af dem også søge ind mod byerne, siger generalsekretæren.

WWF Verdensnaturfondens isbjørnepatrulje, der har til opgave at sikre, at ingen møder en isbjørn, blev tilkaldt ved næsten samtlige isbjørnebesøg i Ittoqqortoormiit, tidligere Scoresbysund.

Her har patruljen til opgave at skræmme bjørnen væk. Mødet med en isbjørn kan nemlig have fatale konsekvenser, siger Bo Øksnebjerg.

- Der er ingen, som har lyst til at møde en sulten isbjørn, for så bliver man slået ihjel.

- Derfor skal vi have afvist dem ude ved bygrænsen, have dem skræmt væk, så vi ikke får de her konflikter, siger generalsekretæren.

Ingen mennesker er kommet til skade ved de 21 registrerede isbjørnebesøg.

WWF Verdensnaturfondens isbjørnepatrulje vurderer, at flere end 21 isbjørne sandsynligvis har lagt vejen forbi Ittoqqortoormiit i perioden.

Disse er bare ikke blevet observeret.

/ritzau/