Flere tatoveringssteder bryder loven: Sådan sikrer du dig

Ved årsskiftet er en ny tatoveringslov trådt i kraft. Det er dog ikke alle, der overholder den.

I bunden af artiklen finder du en række gode råd til, hvordan du forbereder dig og finder det rette sted at blive tatoveret. Arkivfoto. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Skal du under nålen i det nye år, kan du være lidt tryggere.

En ny tatoveringslov træder i kraft i dag, og den betyder, at alle tatoveringssteder skal have registreret sig hos Sikkerhedsstyrelsen og derved være underlagt tilsyn fra styrelsen.

Men den 30. december oplyste Sikkerhedsstyrelsen, at det endnu ikke er alle tatoveringssteder, der har registreret sig.

Ifølge kontorchef Søren Muff er der p.t. 306 tatoveringssteder, der har registreret sig hos styrelsen.

- De 242 er på vejledningsordningen, og de skal gerne over på tilsynsordningen fra starten af 2020, og det sender vi dem løbende information om, at de skal. Og så er der de resterende 64, der har været på tilsynsordningen hidtil - og den fortsætter de så på.

Han forklarer dog, at styrelsen anslår, at der er mellem 350 og 375 tatoveringssteder i alt i landet.

- Så der jo stadigvæk en 50-75 steder, der ikke har registreret sig endnu.

Og dem skal styrelsen have opsporet.

- Dem finder vi dels ved, at kunder eller branchen selv anmelder deres kolleger. Og ellers søger vi på diverse hjemmesider, Facebook.

Styrelsen har således allerede indgivet 43 politianmeldelser ved årets udgang, og de kan blive dømt bøder på 10.000 kroner, fordi de overhovedet ikke har registreret sig.

Bedre hygiejne

Tatovørerne skal registrere sig, så Sikkerhedsstyrelsen kan lave tilsyn hos dem og kontrollere en række nye krav, der blandt andet indeholder specifikke hygiejnekrav og et obligatorisk hygiejnekursus for alle, der tatoverer erhvervsmæssigt.

Og det falder på et tørt sted, forklarer professor og leder af Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital, Jørgen Serup. Klinikken er den eneste af sin slags i Danmark.

- Jeg synes, den nye lov er en fremragende lov. Tidligere havde vi stort set ingen lov, og alt var op til tilfældighedernes spil. Nu synes jeg, vi har en af verdens bedste lovgivninger.

Det centrale i lovgivningen for professoren er, at der bliver sat krav op for hygiejnen. Det er nemlig på grund af manglende hygiejne, at de fleste infektioner og dertilhørende problemer med tatoveringer kommer.

- Det har været et spøgelsesforetagende. Og når vi ser på spredning af infektioner, så betyder det meget, at miljøet er rent. Det skal være fysisk rent. Infektioner spredes fra partikler til personer til udstyr og så til blæk, forklarer kliniklederen og uddyber, at det især er stafylikokker-infektioner, man ser efter tatoveringer.

Og det burde den nye lovgivning hjælpe med, forklarer han.

- Det centrale er i den nye lovgivning er, at man registrerer dem, så man kan lave inspektioner af hygiejneforhold. Og så er der krav om kundeinformation og krav om samtykke, før man lader sig tatovere, samt gennemgribende krav til indretning og udstyr.

Og det, vurderer Jørgen Serup, kommer til at gøre en forskel.

Hvordan sikrer du dig, at du bliver tatoveret det rette sted?

Da det ikke er alle tatoveringssteder, der endnu har registreret sig - eller er blevet kontrolleret - er der dog stadig en række forhold, du selv bør være opmærksom på.

Først og fremmest kan du undersøge, om dit valgte tatoveringssted fremgår af Sikkerhedsstyrelsens liste. Det gør du HER.

Derudover bør man ifølge Søren Muff simpelthen bruge sin sunde fornuft:

- Man skal kigge på den stol, man skal sidde i, og det område, man skal tatoveres i. Ser det fornuftigt og renholdt ud? Er der skidt på gulvet? Er der gammel tatoveringsvæske på stolene?

Hvis ikke der ser rent ud, bør man tænke sig om en ekstra gang - og bruge sin fornuft.

Jørgen Serup mener derudover, at man bør kræve nogle dokumenter fra tatovøren.

- Man skal lægge vægt på at få oplysninger inden tatoveringen. Der er en standard fra Sikkerhedsstyrelsen, de skal udlevere. Og så skal man være opmærksom på, at man har krav om at få oplysninger om det blæk, der skal ind under huden, siger han.

Blækoplysninger er nemlige nyttige at have, såfremt der opstår komplikationer.