Flere turister tager til Danmark: 'Syden er alt for varm'

Antallet af turister fra blandt andet Holland og Belgien stiger i Danmark.

Sydens sol har i mange år været et hit, og mange europæere rejste sydpå om sommeren for at slippe for regn og kulde. Men nu rejser flere den modsatte vej. Ud over en øget markedsføring peger både eksperter og turisterne selv på, at det er for at undgå hedebølger og tørke i deres sommerferie.

- Min søn har rødt hår og en lys hud. Tager vi til Spanien, er vi hele tiden nervøse for, at han bliver forbrændt, siger Margit Veldhuyzen.

Hun er fra Holland og er sammen med sin søn på ferie i Danmark for første gang. Da de forlod Holland for at tage på ferie, havde landet netop været ramt af en hedebølge med temperaturer over 40 grader, og det er altså for meget for Margit Veldhuyzen.

- Mange mennesker – mig selv inklusiv – trækker gardinerne for og prøver at holde varmen ude. Her er vejret meget bedre, og jeg er meget glad for, at det ikke er for varmt, siger hun.

Margit Veldhuyzen fra Holland er sammen med sin søn Jeroen Veldhuyzen på campingferie i Danmark. Det er første gang nogensinde, at de vælger at holde ferie i Danmark. (Foto: Jan Rørkær Madsen - DR)

Selvom klimaet har spillet en afgørende rolle for familien Veldhuyzens valg af feriedestination, er det ikke det eneste, der har gjort, at valget er faldet på Danmark.

- Inden sommeren begyndte, spurgte jeg min søn, hvor vi skulle tage hen. Han svarede: Legoland. Det var vores eneste plan hjemmefra, derudover kører vi bare rundt, siger Margit Veldhuyzen.

De er bare nogle af de hollændere, der vælger at holde ferie i Danmark i disse år. Siden 2013 er antallet af belgiske og hollandske overnatninger i Danmark i juni, juli og august steget med 58 procent. I samme periode er antallet af udenlandske overnatninger i sommermånederne generelt steget med 18 procent.

Ifølge Jørgen Eivind Olesen, der er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, er klimaforandringerne en væsentlig årsag til, at flere sydeuropæere vælger Danmark og andre lande i nord.

- Det bliver så tørt og varmt i Sydeuropa om sommeren, at selv sommerturismen tager skade af det. I Nordeuropa får vi også en opvarmning, men den er ikke så kraftig som i syd, siger han.

Joris Meys og Eva Van Severen fra Belgien holder for første gang ferie i Danmark. (Foto: Jan Rørkær Madsen - DR)

Vadehavscentret ved Ribe er et af de steder, hvor de mærker de mange nye turister.

- De seneste tre uger har vi mange flere nationaliteter end tidligere. Vi har især haft mange gæster fra midteuropa. Jeg har talt med rigtig mange familier fra Belgien, Schweiz og Østrig, som kommer her, fordi det simpelthen er for varmt derhjemme, siger Klaus Melbye, der er direktør for Vadehavscentret.

Med kun 60 kilometer til den tyske grænse er tyskerne normalt den største gruppe udenlandske besøgende på Vadehavscentret. Men i år fylder andre turister også.

- Faktisk var der en uge, hvor vi havde flere schweiziske gæster end tyske. Det er helt usædvanligt. Schweizere og belgiere - det er fuldstændig nyt for os, siger Klaus Melbye.

Joris Meys og hans kæreste, Eva Van Severen, er nogle af de belgiske turister, der har lagt vejen forbi Vadehavscenteret.

- Der har lige været en stor hedebølge i Belgien, så vi ledte efter et sted, hvor temperaturen ville være mere behagelig. Jeg har kun to ugers ferie, så det skulle heller ikke være for langt væk, siger Joris Meys.

De overvejede slet ikke at tage sydpå i deres ferie.

- Det er alt for varmt, lyder det fra Joris Meys.

Hedebølger og tørker vil især ramme i Sydeuropa. Det bliver for varmt for turisterne, og de vil flygte nordpå, lyder det fra Jørgen Eivind Olesen, der er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet. (Foto: Janus Benjamin Jacobsen Gistrup -DR)

De kommende år vil mange flere turister som Joris Meys vælge Danmark som ferieland, spår professor Jørgen Eivind Olesen.

- Fremadrettet får vi flere temperaturekstremer, som langt hen ad vejen gør Sydeuropa uegnet til både landbrug og turisme om sommeren. Så må turisterne jo flytte andre steder hen, og de vil flytte nordpå, siger han.

Selv når hedebølgerne ikke rammer, er somrene generelt blevet varmere. I juni, juli og august er gennemsnitstemperaturen i Danmark steget med mellem halvanden og to grader siden 1950, mens den er steget lidt mere i Sydeuropa.

Vejrkortet viser, hvordan sommertemperaturen (juni, juli, august) er steget siden 1950. (Foto: Kilde: DMI)

Selvom vi i Danmark både i år og sidste år har haft hedebølger, er klimaforandringerne dog ingen garanti for, at vi altid vil få varme, tørre og solrige somre.

- Vi vil også have kølige og våde somre, men vi får flere af de varme, siger Jørgen Eivind Olesen.

De højere temperaturer sydpå giver et stort potentiale, som turistindustrien i Danmark skal udnytte.

- Danmark er med sin meget lange kyststrækning et godt turistland. Når vejret bliver lidt varmere, er der et stort potentiale. Det skal turistindustrien udnytte ved at sørge for, at der fremover er kapacitet til de nye turister, siger Jørgen Eivind Olesen.

Facebook
Twitter