Flere tusind på gaden: Stilhed og kampråb mod racisme

Aarhus og Odense demonstrerede i dag for anti-racismebevægelsen 'Black Lives Matter'.

Billede fra Aarhus, hvor demonstrationen blev afholdt af organisationen Black Lives Matter Denmark. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

I dag blev både stilheden og larmen et symbol på opgøret mod racisme.

I Århus og Odense er flere tusind gået på gaden for at markere deres opbakning til kampen mod racisme og diskrimination i Danmark og internationalt.

Det sker efter George Floyds død, som har fremprovokeret en vrede mod politiet i USA og sat ild til racismedebatten.

Og på banegårdspladsen i Odense startede demonstrationen med et minuts stilhed på knæ, som verden over er blevet symbol på protest mod politivold og drab af sorte amerikanere.

Celina Ngozi Hansen Uchenwa er gymnasieelev og deltog i eftermiddag i demonstrationen. Hun har oplevet racisme på egen krop, efter hun flyttede fra Nigeria til Danmark.

- Jeg har både oplevet racisme i skolen, men også at blive fulgt efter med min søster i supermarkedet.

- Jeg tror, at nogle folk i Danmark ikke forstår, at racismen er et problem i Danmark, fordi man ikke ser det så tydeligt som i USA, siger Celina Ngozi Hansen Uchenwa. (© dr)

Og det gør hende meget glad, at pladsen foran banegården er fyldt med mennesker med alle hudfarver.

- Det varmer mit hjerte rigtig meget, at der også er andre, som støtter denne her demonstration, og at det ikke kun er sorte, men også hvide, siger Celina.

Eftermiddagen bød på blandt andet fællessang og digtoplæsning for de omkring 700 fremmødte.

March gennem byen

Også i Aarhus var der stort fremmøde foran Rådhuspladsen. Politiet skønner at der var omkring 2500 demonstranter, hvor hundredvis af hænder bar skilte med tekster som 'One race - the human race' og 'I can't breathe'.

Daizy Katusabe deltog i demonstrationen, og har ligesom Celina Ngozi Hansen Uchenwa også oplevet racisme. Men i dag var hun der for at vise solidaritet.

- Jeg er her for at vise mine afroamerikanske brøde og søstre, at vi ser, hvad der sker i USA.

Demonstrationen begyndte klokken 17 og sluttede med en march fra Rådhuspladsen ned gennem Aarhus midtby med kampråb undervejs.

I søndags mødte 2.000 demonstranter op i København, hvor Black Lives Matter afholdt en demonstration foran den amerikanske ambassade. Og igen på søndag er der mulighed for at deltage i en demonstration i Hovedstaden.

Facebook
Twitter