Flere unge strømmer til læreruddannelsen

Antallet af unge, der ønsker at blive lærer, er steget med 15 procent på landsplan sammenlignet med sidste år.

Over det meste af landet har seminarierne fået flere ansøgninger sammenlignet med sidste år. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Interessen for at læse til lærer er steget for andet år i træk.

Da der tirsdag var deadline for at søge ind på en videregående uddannelse, havde i alt 3194 personer uddannelsen til folkeskolelærer som deres første prioritet.

Dermed er der i år 15 procent flere ansøgere til læreruddannelsen sammenlignet med sidste år. Det skriver fagbladet Folkeskolen.

Over det meste af landet har seminarierne fået flere ansøgninger sammenlignet med sidste år. Uddannelserne på Frederiksberg og i Vordingborg er de eneste i landet, hvor antallet af ansøgninger er faldet, skriver Folkeskolen.

Særligt iøjnefaldende er interessen for lærerseminariet i Jelling. Her har man noteret en stigning i ansøgertallet på 124 procent.

En ny "trainee-læreruddannelse" i Jelling menes at være trækplastret. Det er et nyt påfund, hvor de studerende bliver ansat på en 40 procents-lærerstilling i Vejle Kommune. Dermed får de løn, mens de tager uddannelsen. Læreruddannelsen har i år modtaget 166 ansøgninger.

Erik Knudsen er formand for professionshøjskolernes uddannelsespolitiske udvalg. Han mener blandt andet, at den generelle stigning i ansøgninger hænger sammen med, at læreruddannelsen er blevet reformeret.

- Formålet med reformen af læreruddannelsen er blandt andet at løfte de lærerstuderendes professionelle faglighed, så de er rustet til at realisere folkeskolereformen og dermed er med til at skabe en god folkeskole, siger han.

  • De seneste år er ansøgertallet gået op og ned. Navnlig faldt ansøgertallet efter folkeskolereformen i 2013. I 2014 havde 2450 ansøgere læreruddannelsen som deres første prioritet. Året efter var det tilsvarende tal 2771.

  • I 2011 var der til sammenligning 3867 personer, der søgte ind på læreruddannelsen.

/ritzau/