Takket være ti små pakker, der i går ankom med eskorte til Danmark, kunne knap 10.000 danskere i dag få det første stik med coronavaccine.
Men der er masser af nye doser på vej, lyder meldingen fra sundhedsmyndighederne.
I dag kunne Lægemiddelstyrelsen fortælle, at producenten Pzifer og BioNTech har sagt ja til at levere yderligere 2,6 millioner vaccinedoser til Danmark, samtidig er også medicinalfirmaet Moderna på vej mod godkendelse.
- Jeg er ret sikker på, at vi får rigeligt med vacciner til os alle sammen, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.
- Nu har vi bestilt ekstra mange Pfizer-vacciner, og nu må vi se, om vi får behov for alle de andre. Men vi har købt ind, så vi har garderet os. Vi har helgarderet Danmark, siger han.
Også Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ser lyst på fremtiden.
- Jeg er bestemt optimist. Jeg synes, at det ser meget lyst ud, når vi starter i 2021. Men vi kommer til gradvist at udvide programmet. Vi får ikke så mange vacciner, som vi kunne ønske os til at starte med, men det skal nok komme, siger Søren Brostrøm til DR.
Vi har forsøgt at besvare fire centrale spørgsmål om de kommende vaccineforsyninger.
Hvornår kommer de næste vaccineforsyninger til landet?
De danskere, der i dag blev vaccineret, fik del af de første blot ti pakker med 9.750 vacciner, der er kommet til Danmark fra Pfizer og BioNTech.
Men allerede i morgen kommer næste læs med 38.000 vacciner, og i de efterfølgende uger kommer der ifølge Søren Brostrøm knap 50.000 doser om ugen.
Desuden vil Pfizer og BioNTech levere yderligere 2,6 millioner doser vaccine til Danmark.
Hvornår de kommer, er uvist. Ifølge Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, vil det ske inden for "nogle måneder".
Hvornår vil den næste vaccine blive godkendt?
Ifølge den danske Lægemiddelstyrelse kan Modernas vaccine være lige på trapperne.
Allerede den 6. januar mødes ekspertudvalget i Det Europæiske Medicinalagentur (EMA), der har fulgt udviklingen. Hvis de vælger at indstille til EU-Kommissionen at godkende vaccinen, kan en betinget markedsføringstilladelse være på plads få dage efter.
- Så kommer den næste vaccine 6. januar, og så har vi en 3-4 yderligere vacciner, som skal gennem godkendelsesproceduren. Så det ender med, at vi har en ret stor mængde vacciner til os i Danmark, siger Thomas Senderovitz.
Danmark har indgået en forhåndsindkøbsaftale med Moderna, der betyder, at cirka en million borgere kan blive vaccineret.
Hvem vil få de første vacciner?
I et brev til regionerne har Sundhedsstyrelsen oplyst, hvordan vaccinationerne skal fordeles i den såkaldt "første udrulning", hvor der er i alt 148.200 doser til fordeling.
I første omgang prioriteres de godt 30.000 plejehjemsbeboere i kommuner med en høj incidens - hvilket vil sige antal smittede per 100.000 borgere.
Man prioriterer også udvalgte borgere over 65 år, der har særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19. Det er personer med meget svære sygdomme, for eksempel hjerte-, lunge- eller leversygdom, svært nyresvigt, udbredt kræftsygdom og lignende.
Man skal også prioritere udvalgte pårørende, der tager sig af plejen, højt. I alt 30.000 personer i denne gruppe i kommuner med meget smitte prioriteres først.
Forrest i køen står også udvalgt frontpersonale på sygehuse og plejecentre i kommuner med højest smitte. Det drejer sig om 35.000 personer ud af en samlet målgruppe på cirka 71.000 personer.
På sygehusene er det især personale på akut-, isolations- og intensivafdelinger samt udvalgt praksispersonale.
De sygehus- og plejehjemsansatte vil ligesom alle andre få tilbudt vaccination via brev i e-Boks.
Hvornår vil jeg eller min bedstemor få tilbudt en vaccine?
Det er endnu uvist præcist, hvornår enkelte målgrupper vil blive tilbudt vaccinen.
Sundhedsstyrelsens prioriterede rækkefølge ser således ud:
1. Personer som bor i plejebolig med videre.
2. Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.
3. Personer med alder på 85 år og over.
4. Personer - med tilstande og sygdomme - med øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 - med aktuel sygehuskontakt eller henvist til vaccination på sygehus efter konkret lægefaglig vurdering, nærmere defineret efter Sundhedsstyrelsens rammer.
5. Udvalgte pårørende til personer med helt særlig øget risiko for et alvorligt forløb, eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
6. Personale i sundheds- og ældresektoren, og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte eller som varetager en kritisk funktion.
7. Personer med alderen 80-84 år.
8. Personer med alderen 75-79 år.
9. Personer med alderen 65-74 år.
10. Personer med alderen under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
11. Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
12. Øvrige befolkning, udvalgt for eksempel efter alder.