Flere vandlæk skaber problemer flere steder i København

Morgentrafikken omkring Christianshavn er voldsomt udfordret.

  • (Foto: Casper Dalgård © (C) DR Nyheder)
  • (Foto: Casper Dalgård © (C) DR Nyheder)
  • (Foto: Casper Dalgård © (C) DR Nyheder)
  • (Foto: Casper Dalgård © (C) DR Nyheder)
  • (Foto: Casper Dalgård © (C) DR Nyheder)
1 / 5

Flere vandlæk skaber problemer flere steder på det nordlige Amager og Christianshavn i København.

Det oplyser Michael Andersen, vagtchef ved Københavns Politi.

Flere steder kan politiet konstatere, at vand siver op igennem asfalten. Det betyder, at den meget befærdede Torvegade på Christianshavn er spærret i begge retninger 'med ukendt tidshorisont'.

- Torvegade har vi spærret helt af, for der kan man ikke køre, og det vil sandsynligvis vare mindst en dag, siger Michael Andersen.

Dermed vil det ikke være muligt at køre over Christianshavn mellem Amager og Indre By.

Buslinjerne 2A, 31 og 37, der normalt kører ad Torvegade, kører i stedet over Langebro, og linje 18 og 34 kører ad Slusevej og Kongelundsvej i stedet for Digevej.

Det er muligt for cyklister at køre ad Torvegade og komme fra Indre By til Amager.

Årsag kan være pumpestation i Ishøj

Det vil fortsat være muligt at køre til Christianshavn i bil fra begge sider, hvis man har et ærinde, oplyser vagtchefen.

Hos Københavns Politi lød det omkring klokken 03.00, at problemerne muligvis kan spores til en pumpestation i Ishøj.

- Vandet er aftaget lidt, men der er skader på kørebanerne, og der skal vi have afdækket, hvor meget det er, sagde vagtchefen.

Hos forsyningsselskabet Hofor kunne kommunikationsrådgiver Charlotte Kany kort før klokken 03.00 ikke bekræfte, at det handler om problemer med en pumpestation.

Mangler tryk i vandhaner

- Der er flere lækager på vandrør rundt i byen. Det betyder, at man kan opleve vand på fortove og veje, og der mangler tryk i vandhanerne, sagde Charlotte Kany.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvad det skyldes, og hvad tidshorisonten er. Vi beklager de gener, det medfører, tilføjede hun.

Der er også konstateret vandlækage i krydset Vejlands Allé og Digevej. Politiet har derfor spærret Vejlands Allé i østlig retning mod Amager.

Her kan det tage flere dage, før arbejdet er færdigt, og folk anbefales at køre ad Ørestads Boulevard, hvis de skal i østlig retning.

Første anmeldelse kom klokken 00.54. Også brandvæsenet er tilkaldt.

/ritzau/

Facebook
Twitter