Flere vil skifte køn - ventetiden på operation stiger

For få år siden ønskede 10 patienter at skifte køn om året. Nu er tallet oppe på 200.

Transkønnede kan blive behandlet på Rigshospitalet og på Aalborg Universitetshospital. Kønskorrigerende operationer kan dog kun laves på Rigshospitalet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Et stigende antal mennesker ønsker hjælp til at skifte køn.

For få år siden ønskede 10 patienter at skifte køn om året. Nu er der over 200 nyhenviste patienter om året, oplyser Rigshospitalet til Jyllands-Posten.

Og det betyder, at patienterne kan komme til at vente i lang tid, inden de bliver behandlet. Ventetiden på at blive tilset af en speciallæge er på op til et år. Herefter er ventetiden på en eventuel kønskorrigerende operation på op til to år, og ventetiden stiger fortsat ifølge Jyllands-Posten.

- De fleste mennesker er tilfredse med, at den øverste del af deres krop bliver ændret i enten en mere feminin eller maskulin retning. Men for nogle patienter er det meget vigtigt, at også den nederste del af kroppen bliver opereret, siger Astrid Højgaard, der er ledende overlæge på Center for Kønsidentitet og Sexologisk Center ved Aalborg Universitetshospital.

Bange for at blive afsløret

Transkønnede kan blive behandlet på Rigshospitalet og på Aalborg Universitetshospital. Kønskorrigerende operationer kan dog kun laves på Rigshospitalet.

- Vi ved, at de er meget pressede på plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Så når et stigende antal personer vil opereres – og det samme antal mennesker opererer – så betyder det, at vores patienter kommer til at vente, fortæller Astrid Højgaard til DR.

Og det giver konsekvenser for dem, der venter.

- De mennesker har været gennem et langt udredningsforløb og er meget ulykkelige. De kommer til at vente i adskillige år, før de føler, at de er hele som mennesker. Det er en menneskelig tragedie, siger hun.

- For dem handler det om identitet. Det belaster dem. Jeg har patienter, der ikke synes, at de kan søge ind på den uddannelse, de gerne vil have. De er bange for, at det bliver afsløret, at de er i gang med kønskorrigerende behandling.

Mode i operationer?

Sidste år blev transseksualitet fjernet fra listen over psykiske sygdomme.

På Christiansborg vil flere partier prioritere området højere. Både Enhedslisten, Alternativet og SF vil tilføre flere penge. Men hos DF mener man derimod, at der gået mode i at få foretaget kønskorrigerende operationer. Sundhedsordfører Liselott Blixt vil fortsat prioritere livstruende sygdomme højst.

- Vi kan overføre alt til det psykiske. Hvor stopper det henne, hvis vi bare kan lægge det psykiske til antagelse for, at vi skal have en operation, som samfundet skal give os?, siger hun til Jyllands-Posten.