Flertal: Det er i orden at slå en indbrudstyv med et boldtræ

Mikael Søgaard greb et baseballbat, da tyvene brød ind. Nu risikerer han fængselsstraf.

Mikael Søgaard fra Auning risikerer fængselsstraf, efter at have været i kamp med nogle indbrudstyve. Med sig havde han et baseballbat.

Det er i orden at slå en indbrudstyv med et boldtræ for at jage personen ud af ens hjem.

Det mener et flertal af befolkningen, hvis man skal tro en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR Nyheder blandt 1.005 borgere.

60 procent svarer, at de er helt eller overvejende enige i, at det er i orden at slå en indbrudstyv med et boldtræ for at jage vedkommende ud af ens hjem, uanset om indbrudstyven er truende eller ej.

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Det er i orden, at man slår en indbrudstyv med et boldtræ for at jage vedkommende ud af ens hjem, uanset om indbrudstyven er truende eller ej

epinion for DR Nyheder

23 procent svarer, at de er helt eller overvejende uenige i det.

Resten svarer hverken-eller, ved ikke eller vil ikke svare.

"Jeg løb efter ham med battet"

Handelsmanden Mikael Søgaard fra Auning på Djursland har prøvet at gribe til våben.

En sen nat oplever han, at et kærestepar bryder ind på hans varelager, der ligger i forlængelse af hans bolig. Hvad der konkret sker, er der flere versioner af.

I DR1-dokumentaren "Må man slå en tyv" fortæller Mikael Søgaard, at han sætter efter manden. I hånden har han et baseballbat, og han vil foretage en civil anholdelse.

- Jeg løber efter ham med battet og siger "stop, stop for satan mand, kom her tilbage, hvor er din makker?", fortæller han i dokumentaren, som bliver sendt på tirsdag kl. 20.45.

Så tror jeg da, at de tager dem med og anholder dem. Men der sker det, at det er mig, der bliver anholdt for grov vold

Mikael Søgaard

Mikael Søgaard får fat i manden. Kvinden kommer til, og der opstår kamp. Særligt kvinden kommer til skade og bløder fra flænger i hovedbunden.

Hvem der rammer hvem, er der flere forklaringer på.

Da politiet ankommer, får Mikael Søgaard sig en overraskelse.

- Så tror jeg da, at de tager dem med og anholder dem. Men der sker det, at det er mig, der bliver anholdt for grov vold, siger han.

Mikael Søgaard fra Auning fik i byretten en dom på otte måneders ubetinget fængsel. Dommerne gjorde hele dommen ubetinget, da Mikael Søgaard er tidligere straffet for vold.

Se Mikael Søgaard fortælle sin version af hændelsen:

Klik på play.

Professor: Ok at forsvare sig selv

Men hvad må man som borger, når man bliver udsat for vold, trusler, hærværk eller indbrud?

- Hvis man er udsat for et alvorligt angreb, har man lov til at forsvare sig på den nødvendige og forsvarlige måde, siger professor emeritus Gorm Toftegaard Nielsen, der rådgiver justitsministeren om strafferet.

Retten til selvforsvar fremgår af nødværgereglerne, straffeloven §13. Men der skal være sammenhæng mellem truslen og reaktionen.

- Hvis der er én, der truer med at skyde dig, må du foretage dig noget mere, end hvis der én, der truer med at løbe med din mobiltelefon, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

Går man for vidt, kan der være tale om ulovlig selvtægt, straffeloven §294, og man kan straffes for vold.

Professoren mener ikke, at det er problem, at Mikael Søgaard fra Auning er bevæbnet med et baseballbat.

Problemet er, hvis han bruger det.

- Vi har en mand, som har været bange for tyveri og overnatter i forretningen, fordi han frygter det, og det så sker, og tyven smutter. Så er der ikke noget galt i, at han vil foretage en civil anholdelse. Der er heller ikke noget galt i, at han bruger fysisk magt i den forbindelse. Det er ikke så godt, hvis han gennembanker ham, siger professoren i strafferet.

Hør hele historien i DR-dokumentaren "Må man slå en tyv?", som bliver sendt på tirsdag den 17. januar kl. 20:45 på DR1.

Rettelse: Det er tilføjet, at Mikael Søgaard fik otte måneders fængsel for overfaldet. Dommerne valgte at gøre hele dommen ubetinget, da Mikael Søgaard er tidligere straffet for vold.