Flertal: H1N1- frygten er overdrevet

Selv om Danmark står ved foden af en omfattende H1N1-epidemi, der kan tvinge over en million danskere under dynen, er befolkningen langt fra bekymret ved udsigten til en sygemelding.

Ifølge en ny meningsmåling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende, mener 80 procent af de adspurgte, at truslen for influenza A er "overdrevet" eller "stærkt overdrevet". (© AP Graphics)

Ifølge en ny meningsmåling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende, mener 80 procent af de adspurgte, at truslen for influenza H1N1 er "overdrevet" eller "stærkt overdrevet".

I en tilsvarende måling i juli svarede 72 procent, at truslen var overdrevet.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener at sundhedsmyndighederne generelt har håndteret H1N1 godt og har styr på situationen, skriver Berlingske Tidende.

Om det store antal danskere, der mener at truslen for en dødbringende epidemi er overvurderet, siger han:

- Folk har endnu ikke oplevet, hvordan influenzaen vil folde sig ud. Om fire fem uger vil tallene se anderledes ud, tror jeg. Folk har en sund evne til at fortrænge, hvad der kan ske, siger Allan Randrup Thomsen.

Ifølge Else Smith, der er forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen, hænger danskernes holdning sammen med, at myndighederne fra begyndelsen har været meget åbne omkring virussen.

- Når folk næsten dagligt støder på det i medierne, får de en fornemmelse af, at det er noget meget særligt. Men det har ikke været farligt. Blot alvorligt på en almindelig måde, siger Else Smith.

FacebookTwitter