Flertal ønsker erstatning til steriliserede kvinder

Tusindvis af danske kvinder blev tvangssteriliseret før 1967. Nu vil et politisk flertal give erstatning til dem, der stadig lever.

Karoline Olsen blev tvangssteriliseret som 18-årig. Nu kræver hun erstatning fra den danske stat. (© DR)

11000 danske kvinder blev tvangssteriliserede fra år 1929 til 1967. De nulevende bør have erstatning, mener et politisk flertal rundt om regeringen.

Kvinderne blev steriliseret, hvis de eksempelvis var psykisk handicappede eller udviklingshæmmede.

En af dem var 80-årige Karoline Olsen. Hun var som barn anbragt på et børnehjem i Bredballe. I hendes papirer fra børnehjemmet stod der 'åndssvag'. Derfor blev hun steriliseret som 18-årig.

Søgt erstatning

I årevis har hun uden held søgt erstatning fra den danske stat. Seneste afslag kom fra Socialministeriet for få måneder siden.

- Det drejer sig ikke bare om penge. Det drejer sig om de børn, jeg har ønsket mig hele mit liv, siger Karoline Olsen til DR Nyheder.

Flertal rundt om regeringen

For nylig stod hun frem i avisen B.T. Nu ser det ud til, at et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti går ind for erstatning til de tvangssteriliserede kvinder.

- Det er altså en menneskeret, man har taget fra de her mennesker. Det kan godt være, at det var lovligt dengang, men jeg synes, vi trænger til at få givet dem en undskyldning, siger Carsten Hansen, der er gruppeformand hos Socialdemokraterne.

- Et eller andet sted er det vel på tide, at vi erkender, at der er begået nogle fejl i vores samfund, og så må vi hurtigst muligt se at få rettet op på de her ting og tilgodeser dem, supplerer Dansk Folkepartis integrationsordfører, Tina Petersen.

Erstatning i Sverige

I Sverige, hvor Karoline Olsen i øvrigt bor nu, har staten udbetalt erstatning til 1500 personer.

De fik hver 175.000 svenske kroner for at have mistet retten til at få børn på grund af tvangssterilisation.