Flugtfange fra sygehus sigtes for syv forhold

Bandelederen varetægtsfængsles frem til 24. marts.

Københavns Byret har ved et grundlovsforhør besluttet at varetægtsfængsle den 24-årige bandeleder Hemin Dilshad Saleh. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Den 24-årige bandeleder, Hemin Dilshad Saleh, som under stor dramatik flygtede fra Slagelse Sygehus tilbage i november, varetægtsfængsles frem til 24. marts.

Det har en dommer ved Københavns Byret besluttet efter et

grundlovsforhør
fredag formiddag.

Hemin Dilshad Saleh blev torsdag udleveret til retsforfølgelse i Danmark af spansk politi, som anholdt ham i Barcelona den 22. januar 2020.

Under en befrielsesaktion den 19. november 2019 lykkedes det Hamin Dilshard Saleh at flygte fra psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus, hvor han sad

varetægtsfængslet
i surrogat.

Smuglede pistoler i kageæske

En medgerningsmand var i stand til at smugle pistoler ind på afdelingen i en kageæske, og med våbnene truede mændene sygehuspersonalet til at lukke dem ud.

I en redegørelse til Folketingets Retsudvalg har det været beskrevet, at bandelederen brugte en dækhistorie til at få besøg af medgerningsmanden.

Hemin Dilshad Saleh var flankeret af flere politifolk, da han fredag formiddag ankom i dommervagten. Han havde kortklippet hår, fuldskæg og var iklædt sorte busker og en sort hættetrøje.

I alt syv forhold er han er sigtet for – udover flugten er han også sigtet for våbenbesiddelse og for at have truet sygehuspersonalet med gas- og signalpistoler den 19. november 2019.

Flere medgerningsmænd på fri fod

Efter anklagerens oplæsning af de i alt syv sigtelser blev dørene lukket af hensyn af sagens videre efterforskning, da flere medgerningsmænd ifølge anklageren fortsat er på fri fod.

Hans

forsvarsadvokat
, Louise Traberg Smidt, ville under dagens retsmøde ikke tage stilling til sigtelserne.

Oprindeligt var Hemin Dilshad Saleh, der er en ledende skikkelse i banden NNV,

varetægtsfængslet
i Slagelse for et voldsomt overfald i en frisørsalon på
Nørrebro
, der ifølge anklageren fandt sted i september 2018.

Overfaldet fandt sted som led i en verserende bandekonflikt.