Fly eftersøger kajakroere i Grønland

Eftersøgningen efter formentlig 14 bortkomne kajakroere i et fjordsystem i det østlige Grønland bliver nu udvidet med et overvågningsfly. Et inspektionskib når først frem i morgen.

Det er et overvågningsfly af denne type, der skal deltage i eftersøgningen af de forsvundne kajakroere. (© Flyvevåbnet)

Et Challenger-fly skal i dag overflyve fjordsystemet bag den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit - tidligere Scoresbysund - som del af eftersøgningen efter formentlig 14 kajakroere. Det skriver politiken.dk

Samtidig er inspektionsskibet Ejnar Mikkelsen på vej til området og ventes fremme i morgen.

Det er uklart præcis hvor mange kajakroere der er blevet borte i fjordsystemet, som mandag blev ramt af en Piteraq.

Isfyldt

En Piteraq er en pludselig vind der nærmest falder ned af Indlandsisen og kan nå dobbelt orkanstyrke.

Roernes præcise position i det store område er ikke kendt, men ifølge Politiken menes de at være i den fjerneste af systemets fjorde, hvor de kan være megen is.

Seks kajakroere - alle tyskere - er blevet fundet forkomne men i god behold i fjordene efter uvejret.

Facebook
Twitter