Fly fra Anden Verdenskrig med død pilot fundet

Opsigtsvækkende fund er gjort ved Birkelse nær Aabybro. Ammunitionsryddere rykker ud.

(© DR Nyheder)

Vraget af et fly fra Anden Verdenskrig er fundet nær Birkelse ved Aabybro, skriver nordjyske.dk.

Liget af piloten er stadig i vraget, og der er ammunition til stede.

Resterne af flyet lå under jorden, og det var ved hjælp af en metaldetektor, at det opsigtsvækkende fund blev gjort.

Hærens ammunitionsryddere er blevet bedt om at rykke ud, og også Nordjyllands Politi er på sagen.

- Flyresterne er fundet i en mose. Der har i mange år gået rygter om, at der vist nok var faldet et fly i mosen under 2. Verdenskrig. Gårdejeren er ved at omlægge arealet til økologisk landbrug og i gang med at grave - og støder så på resterne af flyet, siger vagtchef Michael Elkjær til DR Nordjylland.

Der er tale om et tysk fly af typen Messerschmidt Bf 109.

Bliver fjernet i løbet af dagen

Området ved vraget er afspærret, oplyser Nordjyllands Politi. Folk, der kører ud for at se det bemærkelsesværdig fund skal respektere afspærring og de anvisninger, der gives, lyder det.

- Flyet formodes at være bestykket med ammunition, og det bliver fjernet i løbet af dagen. Derefter går man i gang med at bjærge den afdøde samt de øvrige rester af flyet. Men det kan tage noget tid, for resterne ligger fem-seks meter nede i mosen, siger vagtchefen.

For nogle år siden - i 2012 - blev et tysk bombefly bjærget fra havet ud for Hirtshals. Det fund blev ifølge Ritzau betegnet som lidt af en sensation, da der var tale om et Heinkel-bombefly, som der er fundet meget få vrag af.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter