Fly sikkerhedslander i København: Bomberyddere tilkaldt

Fundet af en mistænkelig genstand fik torsdag eftermiddag et fly til at sikkerhedslande i Kastrup.

Et fly fra Turkish Airlines foretog torsdag eftermiddag en sikkerhedslanding i Københavns Lufthavn, og straks blev bomberyddere tilkaldt. Der er dog ikke tale om en bombe, lyder meldingerne fra Københavns Politi.

- De bemærkede en mistænkelig genstand ombord, som ingen ville kendes, og der tager man ikke nogen chancer, fortæller vagthavende ved Københavns Politi, Kristian Aaskov, til DR Nyheder.

Ingen er i fare

Efter landingen i Kastrup blev flyet isoleret fra andre fly på landingsbanen, og passagererne blev evakueret inden forsvarets bomberydderne begyndte at gennemsøge flyet.

- De er ved at gennemgå det nu, og der er intet der tyder på, at det skulle være en bombe. Ingen er i fare.

Flyet var på vej fra Istanbul til New York.

Andre fly letter til tiden

Umiddelbart kommer nødlandingen ikke til at påvirke andre afgange fra Kastrup.

- Der er ingen driftsmæssige forsinkelser, er det sidste nye. Den ene bane er lukket, men vi har to andre, siger Søren Hedegaard Nielsen, pressechef i Københavns Lufthavn, til ritzau.

Facebook
Twitter