Fly sikkerhedslandet i god behold

Et fly sikkerhedslandede kort efter 11.15 i Kastrup. Flyet havde kredset over Billund men fik ordre til at vende om.

Sikkerhedslanding i Københavns Lufthavn (© DR)

Et fly fra Billund på vej til Lanzarote er kort efter klokken 11.15 sikkerhedslandet i Københavns Lufthavn i Kastrup.

MediaLinks:

Flyet, der var på vej til den canariske ferieø Lanzarote kredsede hele morgenen over den jyske lufthavn for at forbrænde brændstoffet i maskinen, men fik herefter ordrer til at flyve mod København.

Politiet bekræftede fredag formiddag, at der var problemer med et af flyets hjul. Forsvaret sendte et F-16 fly i luften for at tjekke flyet tilstand, og de første oplysninger lød på, at et næsehjul var flosset, senere viste det sig, at det rigtige var, at et af hovedhjulene i venstre side var punkteret.

Der var tale om et fly fra selskabet Jettime og en Boeing 737-300 med 154 personer om bord.

Både politi, redningskøretøjer, brandbiler og ambulancer stod standby på niveau tre, som var forberedt på at der kunne ske en ulykke under landing.

Den type beredskab er meget sjældent nødvendigt

Det er det højeste beredskab under sikkerhedslanding, og sker ifølge lufthavnens brandchef kun én gang hvert andet år i gennemsnit.

- Ved nitiden får vi et opkald fra Billund om, at der er fundet dækrester på startbanen. Og man kan ikke udelukke, at det ene hovedhjul, som er de hjul, der sidder under vingerne, er punkteret. Så vi vælger at gå i Standby 3, siger Jens Peter Larsen til Ritzau.

Standby 3-koden anvendes i situationer, hvor man forventer, at der kan ske en ulykke ved landing.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk