Flygtninge fra motorvej kørt tilbage til Frøslev

En gruppe forlod tidligere i dag motorvejen ved Rødekro og er længere ikke i kontakt med politiet. Resten er kørt tilbage til modtagecenteret i Frøslev.

Flygtninge på motorvejen nord for Padborg d. 9. september 2015. (Foto: claus fisker © Scanpix)

En gruppe på cirka 300 flygtninge forlod tidligere i dag et modtagecenter i Frøslev i Sønderjylland for at begive sig mod Sverige til fods. Men nu er flere af dem kørt tilbage til Frøslev Skole, hvor de tidligere var indkvarteret.

En anden gruppe, som tidligere her til aften stak af fra motorveje ved Rødekro, er ikke længere i kontakt med politiet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi her til aften.

Lukkede motorvej og luftrum

De vandrende flygtninge medføre både lukning af motorvejen i begge retningen og lukning af luftrummet i området. Nu er motorvejen dog åbnet igen, lød meldingen tidligere i aften.

Politiet forsøgte dagen igennem at overtale flygtende, hvoriblandt der var mange kvinder, børn og ældre, at gå ombord i de busser, der sammen med politiet fulgte vandringen mod nord. Det lykkedes dog i et vist omfang her til aften.

Der opholder sig fortsat en gruppe personer på togstationen i Padborg, som ikke ønsker at samarbejde med politiet eller at flytte sig. Derfor er togdriften fortsat indstillet.