Flygtningebørn er mest belastede

En omfattende undersøgelse af alle, der er anbragt på de såkaldt sikrede afdelinger for unge kriminelle, viser, at 66 procent har en anden etnisk baggrund end dansk. Samtidig viser det sig, at 70 procent af de unge stammer fra flygtningefamilier.

På de sikrede afdelinger for unge kriminelle er der en overrepræsentation af unge med anden etnisk baggrund. (© DR)

En omfattende undersøgelse af alle, der er anbragt på de såkaldt sikrede afdelinger for unge kriminelle, viser, at to ud af tre har en anden etnisk baggrund end dansk. Samtidig viser det sig, at 70 procent af de unge kriminelle kommer fra flygtningefamilier, skriver Politiken torsdag.

- Vi kan se, at andengenerationsindvandrerne på institutionerne er mindre belastede end de etnisk danske og væsentligt mindre belastede end de unge med flygtningebaggrund, siger forskningschef Bo Ertmann fra Teori og Metodecenteret, der står bag undersøgelsen, til Politiken.

Undersøgelsen er fra 2006, men efter at være dykket ned i detaljerne har Bo Ertmann fået mistanke om, at debatten føres på et forkert grundlag.

Tror virkeligheden ser anderledes ud

- Kriminalitetsdebatten i Danmark har taget udgangspunkt i, hvad jeg betragter som et dogme: At årsagen til kriminalitetsudviklingen er, at vi har en gruppe andengenerationsindvandrere, som forældrene ikke har været i stand til at opdrage, og som rives i stykker i spændingsfeltet mellem deres oprindelige kultur og den danske.

Men Bo Ertmann tror, at virkeligheden ser anderledes ud.

Han mener, at flygtningebørnene er mere kriminelle, fordi de kommer fra sårbare familier, hvor krigsarrene er tatoveret ind i familiens historie.

Tabu om kriminelle bør brydes

Ifølge Bo Ertmann er statsløse palæstinensere og unge, der stammer fra Somalia og de tidligere sovjetlande mere kriminelle end indvandrerunge fra Pakistan og Tyrkiet.

Han understreger, at han taler ud fra en fornemmelse.

Det har ikke været almindelig god tone at sætte unge i bås og tale om at nogle lande har mere kriminalitet end andre, men Bo Ertmann mener ifølge Politiken, at man bør bryde det tabu, så materialet kan blive mere præcist.

Facebook
Twitter