Afghanske kvinder og piger vil fremover få asyl alene på grund af deres køn. Det oplyser Flygtningenævnet her til aften.
Beslutningen blev truffet på et ekstraordinært møde i dag i nævnets koordinationsudvalg.
Nævnet har besluttet at ændre praksis på baggrund af oplysninger om "de fortsat forværrede forhold" for kvinder og piger i landet, skriver Flygtningenævnet på sin hjemmeside.
Siden Taliban overtog magten i landet for halvandet år siden, er kvinders rettigheder blevet begrænset mere og mere. I dag er det blandt andet ikke længere tilladt for kvinder at gå i skole længere end til 5. klasse.
Blandt andet henviser Flygtningenævnet til en ny rapport fra EU's asylagentur, der blev udgivet tidligere på måneden.
I rapporten beskrives forholdene for blandt andre kvinder og piger på en måde, så det udgør forfølgelse, sådan som flygtningekonventionen forstår det.
Flere kan se frem til opholdstilladelse
På nuværende tidspunkt har Flygtningenævnet i alt fem verserende sager om kvindelige afghanske statsborgere. På baggrund af dagens beslutning kan disse kvinder "som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse", skriver nævnet.
Flygtningenævnet har desuden besluttet at genoptage alle sager vedrørende kvindelige afghanske statsborgere, hvor nævnet i perioden efter den 16. august 2021 indtil nu har givet afslag på asyl. Her er der tale om cirka 10 sager.
Genoptagelsen sker her med henblik på, at der som udgangspunkt også her skal gives opholdstilladelse, lyder det på hjemmesiden.
Desuden har Flygtningenævnet cirka 30 sager, hvor mandlige afghanske statsborgere har fået afslag på asyl med videre, siden Talibans magtovertagelse den 16. august 2021. Flygtningenævnet vil i disse sager vurdere, om der er grundlag for at genoptage behandling af sagerne.
De afghanske statsborgere, som har fået afslag på asyl, men stadig opholder sig i landet, kan søge Flygtningenævnet om genoptagelse af deres sag.
Det kan de, hvis deres sag er blevet afgjort før den 16. august 2021 - og at de samtidig mener, at den oprindelige afgørelse har "ændret sig væsentligt" efter de nye oplysninger.
Med kursændringen slår de danske myndigheder ind på samme praksis som i Sverige, skriver Ritzau.