Flygtningenævnet genoptager sag om lesbisk kvinde fra Uganda

I sidste øjeblik har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sag om lesbisk kvinde. Hun skulle være udvist i dag.

Organisationerne Welcome to Denmark og Ingen Udvisninger Uden Modstand har arrangeret demonstration i Københavns Lufthavn i sag om udvisk lesbisk kvinde fra Uganda i dag. I sidste øjeblik har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Flygtningenævnet har besluttet at genoptage sagen om en lesbisk kvinde fra Uganda.

Hun må blive i landet, mens sagen behandles. Hun skulle ellers være udsendt i dag, oplyser hendes advokat, Jytte Lindgaard.

Hun ønsker ikke at komme ind på, hvilke nærmere detaljer, der ligger til grund for at sagen er genoptaget.

- Risikoen for, at der vil ske hende noget er al for stor. Hun har blandt andet holdt foredrag om, hvordan det er at være lesbisk asylansøger, siger hun.

Advokaten forventer, at der vil ligge en endelig afgørelse i sagen om tre til fire måneder, og i den tid har kvinden altså lov til at blive i Danmark.

Sagen møder kritik, fordi homoseksuelle bliver forfulgt i Uganda, hvor det siden kolonitiden har været forbudt at være homoseksuel.

I alt tre lesbiske kvinder har opholdt sig i Danmark i et par år., fordi de på grund af homseksualitet ikke kan vende tilbage til Uganda.

/ritzau/