Flyt ud af byen og få en billig studiebolig

Skal du studere i København, kan du bo i Næstved. Eller i Randers, hvis du læser i Aarhus.

Kommende studerende i København kan stadig få fat i en billig studiebolig i Helsingør, hvor de blandt andet kan nyde havnefronten. (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

De seneste dage har der været megen fokus på, hvor svært - nærmest umuligt - det er at få en studiebolig i de store studiebyer.

For eksempel er der i København lige nu 9000 på venteliste til en kollegie- eller ungdomsbolig, men hvis man gerne vil undgå at overnatte på en sofa eller en campingplads, kan man blandt andet bosætte sig i Helsingør eller Næstved.

- Hvis du skal have en kollegie- eller ungdomsbolig, så er du nødt til at søge et stykke udenfor København. Du kan blive nødt til at tage en bolig i Helsingør eller Næstved, hvor vi har ledige ungdomsboliger, siger Iben Koch, der er direktør i Ubsbolig, som administrer studieboliger i hovedstadsområdet.

Fra 2600 kroner for 26 kvadratmeter

Lige nu er der 46 ledige ungdomsboliger i Næstved. De ledige boliger er almene studieboliger beregnet til studerende, både i forhold til pris og størrelse. Prisen varierer fra 2700 og op til 4700 kroner, og størrelsen på boligerne er mellem 26 og 45 kvadratmeter.

I Aarhus står der lige nu 7500 på venteliste til en kollegie- eller ungdomsbolig. Derudover er der oprettet en akutliste for studerende, som bare skal have en bolig inden studiestart, men mange springer fra, fordi boligen ikke har den ønskede beliggenhed, forklarer Kim S. Møller fra Kollegiekontoret i Aarhus.

- Det er ganske normale og rigtig fine boliger, nogle af dem er endda i bedre stand end vores helt bynære studieboliger, men det er beliggenheden, der har førsteprioritet blandt de studerende, siger Kim S. Møller.

Mange fine boliger i yderområderne

Kim S. Mikkelsen forklarer, at de mindst populære områder er oplandsbyer som Solbjerg og Beder.

- Boligerne ligger ikke så tæt på centrum, og de studerende vil helst bo så bynært som muligt, da det er det, de primært har fokus på. Men der ligger rigtig mange fine kollegier i randområderne, det er bare ikke så populært, siger Kim S. Møller, der er driftschef hos Kollegiekontoret i Aarhus.

Der findes endvidere, ifølge DRs research, også ledige studieboliger i Randers, som ligger en halv times togtur fra hovedbanegården i Aarhus.

Tre kvarter hjem med tog

Hvis man skal studere i Odense, findes der ledige værelser i Svendborg 40 minutter sydpå. Og fra Københavns Hovedbanegård er der tre kvarter med toget til henholdsvis Helsingør og Næstved, hvor der er ledige boliger til studerende.

Til livet som pendlende studerende hører også et pendlerkort, det hedder Ungdomskort og koster cirka 587 kroner om måneden. Læs mere om det på ungdomskort.dk.

For at skabe dig et overblik over, hvor der muligvis er en ledig studiebolig i nærheden af din studieby, kan du tjekke findbolig.nu. Den bedste løsning er dog at kontakte den enkelte boligforening, som har de mest opdaterede informationer.

Facebook
Twitter