'Flyvende benzinstationer' skal lette fra støjplaget flyvestation

Nato-udbygning af Flyvestation Skrydstrup for 100 millioner kroner overrasker både naboer og på Christiansborg.

Militære tankfly kan om få år operere fra Flyvestation Skrydstrup som en del af Natos forstærkningsstyrker. (Foto: FLVFOT-LR © Flyvevåbnets Fototjeneste)

Tunge militære tankfly skal kunne operere fra Danmark. Derfor udbygger forsvarsalliancen Nato allerede fra næste år Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland for 100 millioner kroner, så den danske base kan håndtere de store lufttankningsfly.

Det bekræfter Forsvarskommandoen, efter DR Nyheder siden januar har spurgt til planer om at udbygge flyanlæg til at modtage Nato-styrker på flybasen.

Tankflyene er en slags flyvende benzinstationer, der skal genoptanke militærfly i luften.

Det er planen, at udvidelsen skal være færdig i 2023, hvor også de nye F-35-kampfly begynder at flyve fra basen.

- Der skal bygges et parkeringsområde med tankningsanlæg. Der skal tillige udvides såkaldte taxiways til at forbinde parkeringsområdet med startbanen. Endelig skal der bygges supplerende brændstoftanke for at tilgodese tankflyenes større behov for optankning, skriver Forsvarskommandoen.

Udenfor flyvestationen serverer Birgitte Nielsen kaffe og hjemmebag i haven.

- Jeg tænkte nej, ikke flere fly nu. Jeg blev da ked af det, da jeg hørte det.

Ægteparret Martin og Birgitte Nielsen skal beslutte, om de efter 45 år på gården tager imod Forsvarsministeriets tilbud om frivilligt opkøb. (Foto: Thea Bjørn - DR)

Efter 45 år på gården er ægteparret blandt dem, der skal tage stilling til, om de skal blive boende. Eller tage imod tilbuddet om frivilligt opkøb fra staten på grund af F-35-støjen.

I sensommeren skal ejendommen vurderes af Forsvarets folk.Tankanlægget er endnu en brik i en smertelig beslutning om at skulle forlade landejendommen.

- Det gør det ikke bedre, i hvert fald. Vi har endnu ikke hørt, hvilken indvirkning det får, og hvor meget de skal flyve, siger Birgitte Nielsen.

Hun fortæller, at de allerede nu må holde sig for ørerne, når F-16'erne suser over.

Byggeri overrasker ordførere

Udbygningsplanen kommer frem, kort før Folketinget på torsdag skal tage endelig stilling til en omdiskuteret lov om udbygning og drift af flyvestationen.

En væsentlig del af lovforslaget er den kompensationsordning, der skal være et økonomisk plaster på såret for de cirka 1.600 mest støjplagede husstande i området.

På grund af en større motor, så larmer de nye F-35-kampfly mere end forgængeren F-16.

De nye udbygningsplaner fra Nato kommer bag på flere af Folketingets forsvarsordførere.

- Jeg var ikke klar over, at man også ville udbygge med endnu en ting på stationen og kan godt forstå, at naboerne er bekymrede over det, siger Eva Flyvholm (EL), der dog ikke er en del af den politiske aftale.

Det er Radikale Venstre til gengæld. Her er forsvarsordføreren også overrasket over de konkrete planer.

- Jeg vil medgive borgerne i Skrydstrup, at det ikke er de her fly, der har fyldt mest i debatten. Hverken herinde på Christiansborg eller i den offentlige debat, siger Martin Lidegaard (R).

Ekspert: Flere fly end beregnet

Forsvarskommandoen oplyser, at der allerede er taget højde for eventuel mere ‘potentiel støj fra tankfly’ i de støjberegninger, som er grundlaget for støjkompensationen.

- I forbindelse med øvelsesdeltagelse forventes der afvikling af to perioder årligt med deltagelse af to KC-135-tankfly, står der i beregningen fra 2019.

Her er støjen fra tankflyene sat til 40 flyoperationer om året.

En enkelt flyoperation svarer til, at et fartøj enten letter eller lander. Det betyder, at det kommende tankningsanlæg på flyvestationen ifølge Forsvarsministeriets beregninger vil sende brølet fra 20 tankfly om året ud over omgivelserne.

Men det slår næppe til, vurderer en uafhængig forsvarsanalytiker, der har mere end 30 års erfaring som officer i Flyvevåbnet.

Når flyvestationen er udpeget til at skulle modtage Natos forstærkningsstyrker, så vil der sandsynligvis følge mere jetstøj med i pakken end det.

- Med et anlæg til flere tankfly, så tror jeg, at det er i underkanten. Hvis man skal have en enkelt øvelse på to uger, så vil man flyve mindst en tur med hvert fly hver dag. Dertil kommer alt det, der er ud over øvelsen, siger Hans Peter Michaelsen.

I videoen herunder fortæller Hans Peter Michaelsen, at den sikkerhedspolitiske situation kan betyde mere flystøj over Sønderjylland.

God beliggenhed i Skrydstrup

Han forklarer, at Nato-byggeriet i Danmark strategisk hænger sammen med beliggenheden tæt på Polen og de baltiske lande, der udgør Natos fremskudte grænse mod Rusland.

- Danmark ligger super hensigtsmæssigt. Man er tilbagetrukket fra Østersøen, men stadig tæt nok på operationsområdet. Hvis jeg selv skulle placere tankflyene, så ville jeg også placere dem der, siger Hans Peter Michaelsen.

Forsvarskommandoen oplyser, at byggeriet finansieres af Natos Security Investment Programme, hvor der er afsat godt 100 millioner kroner til Flyvestation Skrydstrup.

- Det er således i Danmarks interesse, at alliancen har de handlemuligheder, der anses for nødvendige i forhold til at kunne levere den sikkerhedsgaranti, som alliancemedlemskabet bygger på. I dette tilfælde indebærer det, at lufttankningsfly kan operere i og fra Danmark, skriver Forsvarskommandoen, der understreger, at der endnu ikke er planlagt konkrete aktiviteter for tankningsanlægget.

Sidste forår gav en norsk F-35 på besøg i Skrydstrup en 'lydprøve' på fremtidens flystøj. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Arbejdet går i gang til næste år og ventes at medføre øget dansk beskæftigelse både under selve byggeperioden og ved senere renoveringer.

- Der vil sandsynligvis være behov for øget bemanding inden for brand- og redningsberedskabet i de perioder, hvor tankfly befinder sig på og opererer fra flyvestationen, oplyser Forsvarskommandoen.

Danmark skal afholde udgifterne til daglig vedligeholdelse. Senere renoveringer og opdateringer betaler Nato.

I haven fortæller ægteparret Nielsen, at sidste års lydprøve fra en norsk F-35 var alarmerende.

- Da vi hørte det ene fly, der tænkte vi nej, det går ikke. Det gør det ikke.

- De tankfly kan da kun give mere larm. Men lad os nu se. Jeg er optimistisk og håber på, at vi kan holde ud af blive boende her, siger Birgitte Nielsen

Facebook
Twitter