Flyvende læger: Der er ikke brug for endnu en lægehelikopter

Der er afsat 45 millioner kroner til en fjerde lægehelikopter på finansloven.

Tre døgnbemandede helikoptere i Ringsted, Skive og Billund bliver snart suppleret med en fjerde, der skal flyve i Nordjylland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tre nuværende lægehelikoptere i Ringsted, Billund og Skive bliver snart suppleret med en fjerde, der skal flyve i Nordjylland. Det fremgår af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Pris: 45 millioner kroner.

Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Men der er ikke behov for den, mener overlæge på Rigshospitalet og læge i helikopteren i Ringsted, Henrik Jørgensen.

- Jeg blev overrasket over, at det pludselig blev meldt ud, at der er penge til en fjerde lægehelikopter i Danmark, siger Henrik Jørgensen.

Baser kan flyttes

Sammen med tre kolleger, der ligesom ham også arbejder på hospital og er læger om bord på en af de tre helikoptere, rejser han kritik af beslutningen i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Henrik Jørgensen foreslår, at det i stedet bliver undersøgt, om baserne i Ringsted, Billund og Skive bliver flyttet, så Danmark kan dækkes bedre. Han mener for eksempel, det er oplagt, at Skive-helikopteren kan dække Nordjylland bedre, hvis den fik base et andet sted.

- Så vidt jeg ved, er der ingen af os akutlæger, der er blevet hørt, siger han.

- Til daglig arbejder alle vi fire, som har skrevet debatindlægget, på hospital, hvor der bare bliver skåret mere og mere ned. Det er mærkeligt at arbejde et sted, hvor der bliver sparet og et sted, hvor der med et snuptag bliver bevilliget måske 45 millioner, uden at et større analysearbejde - så vidt jeg ved - er lavet. De penge kunne bruges meget bedre over alt i sundhedsvæsenet.

DF: Akutberedskab gælder for alle

Til gengæld er formanden for Region Nordjylland Ulla Astman (S) ikke så kritisk. Ifølge hende er responstiderne længere i landets nordligste region, og en lægehelikopter kan forkorte transporttiden ind til hospitalet betragteligt, skriver Jyllands-Posten.

De fire lægers kritik får dog fuld opbakning fra sundhedsprofessor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

- Det er begrænset hvilken effekt, vi har af helikopterne med de afstande, vi har i Danmark. Man kan da godt argumentere for, at der vil være en større tryghed, når der er et større udbud af lægehelikoptere, men hvor stor effekten er, det er tvivlsomt, siger han.

Men Dansk Folkeparti, som har lavet aftalen om finansloven er uenig. Sundhedsordfører Liselott Blixt peger på, at helikopterne i modsætning til det øvrige akutte system er statsfinansierede og tænkt som et tilskud. Derfor er det også politikerne på Christiansborg, der beslutter omfang og placering.

- For Dansk Folkeparti har det betydet noget, at vi kan have et akutberedskab ligegyldigt hvor i landet man bor. Under forhandlingerne om finansloven fik vi tal på, at der var længere responstid i Nordjylland og på nogle af øerne, og at helikopteren havde svært ved at nå de områder. Derfor besluttede vi, at sætte penge af til netop en lægehelikopter i det område, siger hun.