FN-museum eksisterer allerede: Klarer sig for 300.000 kr.

De kan ikke tage fra os, at vi har eksisteret i 25 år, siger formand for FN-museet i Frøslevlejren.

FN-museet i Frøslevlejren har til næste år 25 år på bagen. (Foto: Jens Søndergaard)

Mere end en milliard kroner. Det kommer det til at koste at bygge et nyt FN-museum i København, som man forventer skal ligge i FN-Byen i Nordhavn og skal stå færdigt i 2022.

Men rent faktisk har Danmark allerede et FN-museum, som til næste år har 25 års jubilæum og dermed er verdens ældste. I Frøslevlejren ved Padborg tæt på den tyske grænse ligger ’FN Museet, Danmarks Internationale Veteranmuseum’. Museet bygger på 100 procent frivillig arbejdskraft og klarer sig med et beskedent budget på 300.000 kroner årligt.

Formand for museet, Per A. Rasmussen, frygter dog ikke, at det nye milliardbyggeri i København kommer til at stjæle besøgende fra veteranmuseet.

- Jeg mener, at vi styrker hinanden. Det giver mulighed for et fantastisk løft for os, der har været på banen i 25 år. Vi er udelukkende et museum, der ser på de danske fredsbevarende missioner i FN-regi, sådan som jeg har forstået det, er vi meget anderledes end det, der skal bygges i København, som skal se på alle forgreninger af FN, siger Per A. Rasmussen til DR Nyheder.

Sidste år havde museet i Frøslevlejren 20.145 besøgende og hermed bliver museet i den grad lillebror, når byggeriet i København står færdigt i 2022. Her er målsætningen nemlig en million besøgende årligt.

Skal dække hele FN

Flere end 300 mennesker har arbejdet med projektet i to og et halvt år, og for to dage siden bakkede FN's generalsekretær Ban Ki-moon officielt op om museet, der primært skal finansieres via private fonde.

- Der skal findes nogle sponsorer og noget finansiering nu. Vi er nødt til at snakke med en stor del af de fonde, der er i Danmark, som har været med til at skabe arkitektur og udvikling, sagde udenrigsminister Kristian Jensen (V) i går til DR Nyheder.

Hos det allerede eksisterende FN-museum i Frøslev er man ”en smule misundelig”over det store budget.

- Vi har jo ikke patent på et FN-museum, men de første 25 år kan de jo ikke tage fra os. Men det er klart, at et museum med sådan et budget skal indeholde mere end bare den fredsbevarende del. Jeg forventer, at det kommer til at omhandle alle FN's institutioner, siger Per A. Rasmussen.

Nu er der jo også en del sorte kapitler i FN's historie. Skal det også med på et nyt museum?

- Det skal det selvfølgelig. For eksempel er massakren i Screbenica i 1995 FN's fallit i ’peacekeeping’, hvor de mistede deres uskyld. Den skandale skal vi selvfølgelig huske og lære af, ellers er vi nogle fjolser, siger han.

Det er endnu ikke besluttet, hvor det nye FN-museum skal ligge. Men udenrigsminister Kristian Jensen fortalte i går til DR Nyheder, at man regner med, at den skal ligge i FN-byen i Nordhavn, København.