Fnat-frygt på fynsk gymnasium: Det fylder utroligt meget

Eleverne på Mulernes Legatskole i Odense tager hjertens gerne engangshandsker på for at dæmme op for smittefare.

Oline Propst Jensen er glad for at gå på Mulernes Legatskole, men frygter at blive smittet med fnat.

Der kan møde en et særpræget syn, hvis man i den kommende tid overværer en idræts- eller dramatime på det odenseanske gymnasium Mulernes Legatskole.

Her vil eleverne fremover være iført engangshandsker i et forsøg på at beskytte sig mod fnat.

- Det fylder utroligt meget. Vi snakker meget om det, siger Caroline Fischer Kragh, der går i 2. Z på gymnasiet, hvor rektor Torben Jakobsen har indført brugen af engangshandsker efter flere tilfælde af fnat på skolen.

- Jeg tror, det er en god ide, men jeg ved ikke, hvor godt det kommer til at fungere. Man har jo stadig kropskontakt, siger Caroline Fischer Kragh.

Rektor på Mulernes Legatskole Torben Jakobsen understreger, at der ikke er tale om en decideret fnatepidemi på skolen, men at der er konstateret flere fnattilfælde end normalt på gymnasiet.

Derfor er der ikke bare indført obligatorisk brug af engangshandsker i idræts- og dramatimerne, men visse områder, hvor eleverne normalt kan opholde sig mellem timerne og slænge sig i bløde møbler, er også blevet spærret midlertidigt af.

Det er slut med at slænge sig i de bløde møbler på Mulernes Legatskole i Odense.

Oline Propst Jensen, der også går i 2. Z på Mulernes Legatskole, er som klassekammeraten Caroline glad for de nye tiltag, men er alligevel bange for at blive smittet.

- Smitterisikoen er en frygt. Det fylder rigtig meget. Man har ikke lyst til at være på skolen, da man er bange for at blive smittet. Det er slemt.

De nye regler om brug af engangshandsker og afspærring af visse områder på Mulernes Legatskole gælder i første omgang indtil juleferien.

Sundhedsstyrelsens råd til behandling af fnat

  • Vær omhyggelig med hænderne, fordi fnatmiderne ofte sidder imellem fingrene.

  • Smør hænderne med behandlingscremen igen, hvis du har vasket dem inden for de seneste 8-12 timer.

  • Smør evt. hinanden ind på ryggen, da det ellers kan være svært at ramme hele kroppen.

  • Vask alt, der kan vaskes i hjemmet, ved 60 grader.

  • Isolér alle genstande, der kan være smittet med fnat, fra menneskekontakt i 2-3 døgn ved stuetemperatur (25 grader).

  • Smør dig ind i cremen igen efter en uge og gentag de hygiejniske tiltag.

  • Sørg for at behandle hele husstanden og andre nære kontakter (fx kærester).

  • Vær opmærksom på at kløen kan fortsætte i op til 6 uger, selvom behandlingen har virket.

  • Hvis udslættet eller kløen ikke bedres efter endt behandling, opsøg din læge igen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen