FOA: Vores medlemmer mangler stadig masker og visir

Manglende udstyr og tvivl om retningslinjer er blandt årsagerne, viser en undersøgelse.

Der er værnemidler nok i kommunerne, men ældreplejen har stadig mangel på dem.

For et par uger siden ændrede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer, så man nu anbefaler ansigtsmaske eller visir til personale i ældreplejen og sundhedssektoren, når tæt kontakt ikke kan undgås.

Det skete efter kritik fra fagorganisationer, der mente, at plejepersonalet ikke var blevet prioriteret nok i forhold til at få værnemidler.

Men der er stadig steder i ældreplejen, der oplever problemer med værnemidler. En ny undersøgelse fra fagforeningen FOA, lavet blandt deres medlemmer, viser, at 23 procent i ældreplejen har manglet værnemidler indenfor den seneste uge, og halvdelen har haft tæt ansigtskontakt med borgere uden at anvende visir eller maske. 1.634 medlemmer har svaret.

- Det er stærkt bekymrende, fordi de arbejder i ældreområdet, hvor der er en stor risiko for, at de ældre bliver smittet, så derfor kræver det en stærk dialog på arbejdspladsen omkring brugen af værnemidler, siger Torben K. Hollmann, der er sektorformand i FOA, som repræsenterer cirka 70.000 ansatte i ældreplejen.

Lagrene er fyldte

Nogle af årsagerne til personalets manglende værnemidler er, ifølge FOAs sektorleder Torben K. Hollmann, at beholdningen ikke er fyldt op, og der er opstået tvivl om, hvornår det er vigtigt at bruge værnemidler.

For eksempel mener nogle medlemmer, at værnemidler kun behøver at blive brugt, hvis der er en mistanke om, at man er smittet med coronavirus.

- Kommunerne siger, at lagrene er fyldte, men når vi spørger vores medlemmer, så har de problemer med at få de værnemidler, de skal bruge i hverdagen, når de er i tæt kontakt med borgerne, så der er noget, der ikke hænger sammen. Det er et kæmpe problem, især når samfundet begynder at åbne mere op, siger sektorlederen.

Derfor opfordrer FOA til, at kommuner og regioner får opklaret, hvorfor der er personale, som ikke har de nødvendige værnemidler, og at arbejdspladserne får en bedre dialog med personalet om, i hvilke situationer der skal bruges masker og visir.

- Det er altafgørende, at det bliver brugt. Derfor er det vigtigt, at man hverken under- eller overfortolker Sundhedsstyrelsens retningslinjer, sigerTorben K. Hollmann og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det er besværligt at skulle bruge værnemidler, men vi må se i øjnene, at vi arbejder med nogle borgere, der er stærkt udsatte, hvis de bliver ramt af coronavirus. Derfor skal vi passe ekstra meget på dem og på medarbejderne selv.

KL: Problemer skal løses lokalt

Direktør i Kommunernes Landsforening, Christian Harsløf, vil ikke afvise, at der kan være forsinkelse på fordelingen af værnemidler i kommunerne, men slår fast, at der ikke er mangel på dem.

- Vi ved at alle kommuner har værnemidler, og de skal selvfølgelig være tilgængelige ude på arbejdspladserne. Det skal vi sørge for, at der bliver taget en dialog om lokalt, så der er styr på det, siger han og fortsætter:

- Lige nu og her er det vigtigt, at arbejdspladserne får håndteret de problemer, der er, så der er adgang til værnemidler, og medarbejderne ikke er i tvivl om, hvornår de skal bruge dem. Det er svært, hvad der går galt, men vi kan konkludere, at problemerne må løses lokalt med god dialog mellem medarbejdere og ledere, siger han.

Facebook
Twitter