Fodboldens Etiske Råd skal diskutere "store patter" i landsholdets sejrssang

Er det i orden, at fodboldlandsholdet råber ordene "store patter" efter en sejr? Det skal det Etiske Råd tage stilling til i dag.

Det Etiske Råd skal undersøge, om landsholdsspillerne bryder med DBU's etiske retningslinjer. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tilbage i november, da herrelandsholdet i fodbold vandt 5-1 over Irland var der jubelscener i omklædningsrummet.

Efter VM-kvalifikationen var i hus, delte DBU en video på deres officielle Twitterprofil, hvor landsholdet sang deres slagsang.

- Hvem var det, der vandt i dag. Det var dem fra Danmark af. Hey hey hey. Store patter, lød det fra landholdsspillerne.

Også spilleren Mathias Zanka Jørgensen lagde en video op på sin Facebookprofil, hvor landsholdet sang og fejrede sejren.

Kommentarsporet på Facebook begyndte at blive fyldt, men det var ikke kun lykønskninger, der tikkede ind.

Der var også kommentarer som "det er fandeme under vores nationale heltes niveau at råbe sexistisk kampråb for åben skærm".

Og siden har flere kritiseret sangen.

Blandt andet Everyday Sexism Project Denmark (ESPD), der mener, at slagordene er med til at skabe et bestemt kvindesyn.

Derfor skal fodboldens Etiske Råd, der alene kan komme med rådgivende udtalelser, i dag tage stilling til videoen og diskutere, om det er i orden, at landsholdet råber "store patter" i deres sejrssang.

Rådet skal undersøge, om landsholdsspillerne bryder med DBU's etiske retningslinjer.

Det såkaldte 'Code of Conduct' indeholder blandt andet 11 retningslinjer, som alle landsholdsspillere forventes at efterleve. Et par retningslinjer er blandt andet, at "Vi støtter mangfoldighed og er imod enhver form for diskrimination" og "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt – både på banen, i byrummet og på sociale medier".

Ikke kun landsholdet

Hvis DBU ønsker at ændre slagordene, så kan det gå hen og blive vanskeligt, fordi det langt fra kun er fodboldlandsholdet, der benytter sig af ordene, fortæller DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er en stor opgave, fordi man ser disse ord blive råbt efter en sejr i alt lige fra serie fem til Superligaen. Og man har gjort det i mange år, siger han.

Everyday Sexism Project Denmarks forperson, Maria Vicky Lindbaum, håber, at det Etiske Råd får diskuteret, hvor grænsen går, og hvordan man kan gøre op med sexisme.

- Det er vigtigt at sætte gang i en diskussion om sexisme, og hvordan sprog kan være med til at forme vores opfattelse af kvinder. For at komme sexisme til livs er det også mænd, der skal få hænderne op af lommen og sige fra over for deres venner og omgangskreds, når de laver sexistiske jokes, siger hun.

I Mathias Zanka Jørgensens video neden for kan du høre fodboldlandsholdet synge sejrssangen, hvor ordene "store patter" indgår.