Fødevarestyrelsen advarer mod livsfarligt slankemiddel

Bare små mængder af stoffet DNP kan give en alvorlig forgiftning.

Hvis du har et produkt med et indhold af det farlige stof, 2,4-dinitrophenol (DNP), skal du straks stoppe med at indtage det.

Sådan lyder anbefalingen fra Fødestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Bare små mængder af stoffet kan give en alvorlig forgiftning, skriver styrelsen.

Stoffet er et gult pulver, som enten sælges i pulverform eller i kapsler, typisk på udenlandske hjemmesider. Det bliver markedsført til slankeformål, men bruges også indenfor bodybuilderverdenen.

Meldingen fra Fødestyrelsen kommer, efter de engelske myndigheder har gjort styrelsen opmærksom på, at produktet stadig bliver solgt på nettet, selvom man før har advaret om det.

- Det kan derfor ikke udelukkes, at danske forbrugere har købt produkter med DNP, skriver Fødevarestyrelsen, der ikke er bekendt med konkrete sager i Danmark.

Hvis man har indtaget et produkt med stoffet DNP og oplever bivirkninger, skal man kontakte sin læge. Derudover bør man aflevere rester af produktet på apoteket og ikke bare smide det ud.

Flere døde i England

Stoffet omsættes forskelligt fra person til person, og derfor kan man ikke være sikker på, hvordan kroppen reagerer, hvis man tager det. I kombination med andre præsentationsfremmende kan DNP give alvorlige bivirkninger.

DNP ændrer blandt andet forbrændingen i kroppen, hvilket øger kroppens temperatur, så man risikerer dødelig overophedning.

Siden 2015 er der i England mindst 13, der er døde efter at have taget DNP.

Fødevarestyrelsen opfordrer generelt personer, der køber kosttilskud på nettet, til at være meget forsigtige med hvilke hjemmesider, de bruger.

Du kan tjekke om dit kosttilskud er underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol på kosttilskudsdatabasen.