Fødevarestyrelsen kimet ned af nervøse ande-spisere

Fødevarestyrelsen har haft travlt efter tilbagekaldelse af dårlige juleænder.

Sådan så juleanden ud, da Flemming Møller åbnede den tidligere på dagen. Den er købt 9. december. Den har ifølge ham et 'grønligt skær'. (Foto: Flemming Møller)

Der har været exceptionelt travlt hos Fødevarestyrelsen i dag, efter at styrelsen tidligere på dagen tilbagekaldte et parti fersk and på grund af "en afvigende lugt".

Det fortæller Nikolas Hove, der er beredskabschef hos Fødevarestyrelsen.

- Den sag fylder mest i øjeblikket, siger han.

Bekymrede danskere har ringet til styrelsen siden i formiddag. Men endnu har Fødevarestyrelsen ikke hørt om, at flere partier en det ene fra 10. december er tilbagekaldt.

- I øjeblikket har vi kun kendskab til det ene parti.. Det er vigtigt at understrege, at det er producenten, som har ansvaret for varerne, siger Nikolas Hove.

Købte and med grønligt skær

Det pågældende parti blev pakket den 10. december, og det drejer sig ifølge producenten Dansk And A/S om et parti på omkring 1.000 ænder, hvoraf omkring 30-40 af dem skulle være dårlige.

Men Fødevarestyrelsen har i dag også fået henvendelser fra folk, som har købt ænder fra den pågældende andeproducent, der er blevet pakket en anden dag.

En af dem er Flemming Møller fra Augustenborg, som havde købt en and, der var blevet pakket den 9. december - altså dagen før.

- Jeg behøvede slet ikke at stikke næsen ned til den for at lugte, at den var fordærvet. Og da jeg så kunne se, at den havde et grønligt skær, var jeg godt klar over, at den var gal, siger han.

'Hændeligt uheld'

Anden var samtidig blevet solgt i SuperBrugsen, som ikke er på listen over de supermarkeder, hvor det tilbagekaldte parti ænder er blevet solgt.

- Det er nok bare et hændeligt uheld, og normalt har jeg stor tillid til vores fødevarmyndigheder. Men det er selvfølgelig bekymrende, at det er over flere dage, at kvalitetskontrollen kan svigte, siger Flemming Møller.

Martin Daasbjerg, der er formand for Dansk And A/S, vil ikke afvise, at der er andre ænder i butikkerne, som er dårlige.

Men det er kun det pågældende parti ænder fra den 10. december, som er blevet tilbagekaldt.

- Vi har en omfattende kontrol af det, vi laver, og den har ikke afsløret nogle brister nogle steder. Det kan være, at der er en enkelt and, der falder igennem. Men sådan er det, og det har vi også oplevet tidligere.

- Så hvis der er folk, der sidder derude med dårlige ænder, der er blevet pakket en anden dag, så har det intet med denne sag at gøre, siger Martin Daasbjerg, der også er blevet kimet ned af ængstelige forbrugere dagen igennem.

- Vi har over telefonen gennemgået den and, de har stået med. Når man åbner for en and, der har været vakuumpakket, så skal der være en let, sur lugt i duften fra posen. Når anden så har fået lov til at ligge en halv times tid, så skal anden lugte normalt, siger han.

Rådden lugt

Har man købt en and, som ikke er i orden, skal man som forbruger kassere varen eller levere den tilbage til butikken, forklarer Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen.

Men, siger Nikolas Hove, kunderne vil ikke være i tvivl, hvis juleanden er dårlig, da den vil lugte markant anderledes. Den vil i så fald have en meget rådden lugt.

- Denne her konkrete sag er grænsende til det tragiske. Jeg tænker meget på de familier, som har glædet sig til andesteg og nu skal finde alternativer. Men heldigvis har vi rigtig mange virksomheder, der tager sådan noget alvorligt. Og det er ret sjældent, at vi ser tilfælde som det her, siger Nikolas Hove.

I Augustenborg kommer julefreden til at sænke sig, da der alligevel bliver and på bordet hjemme hos Flemming Møller.

Alle ænder var udsolgt, men han har i stedet for købt andelår til aftenens julemiddag.

Hvis man kommer til at tilberede en dårlig and, er det ikke farligt - så længe kødet er gennemstegt. Da vil bakterierne nemlig være slået ihjel.