Fødevarestyrelsen ved ikke hvordan farlig svinebakterie bliver spredt

Selvom flere mennesker bliver smittet med farlig svinebakterie, vil Fødevarestyrelsen endnu ikke kræve, at smågrise med bakterien bliver sorteret fra.

Smågrise smittet med mrsa bør bliver sorteret fra, så deres smitte ikke spreder sig videre i produktionen, foreslår professor.

Antallet af smittede mennesker med den multiresistente svinebakterie MRSA CC398 er steget voldsomt.

Det skal tages alvorlig, fastslår veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Per Henriksen.

- Det er bekymrende, at vi ser den spredning til mennesker, siger han.

Men det er nemmere sagt end gjort for myndighederne at stille noget op mod bakterien.

Fødevarestyrelsen mangler nemlig viden om, hvordan smitten stoppes mest effektivt.

- Bakterierne kan både sprede sig, når man flytter svinene, og når mennesker går ind og ud af stalde. Og når besætninger ligger tæt i nogle områder, vil der formodentlig også være mulighed for, at gylde, vind, gnavere og insekter kan sprede smitten. Men vi ved det reelt ikke, siger Per Henriksen.

- Sortér smittede smågrise fra

Fødevareminister Dan Jørgensen lancerede tidligere på året en plan med fem punkter, der skal mindske smitten.

Planen er dog langt fra tilstrækkelig, mener Hans Jørgen Kolmos, der er professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Han foreslår i stedet en løsning, hvor man frasorterer smittede smågrise, inden de flyttes fra en gård til en anden. Det vil sætte en stopper for problemet, mener han.

- Hvis smågrisene allerede er smittet på det tidspunkt, hvor de bliver flyttet, spreder man bakterierne ned gennem produktionsledene, siger Hans Jørgen Kolmos.

Hensyn til landmændene

Per Henriksen fra Fødevarestyrelsen vil ikke afvise, at det kan være et af flere effektive tiltag at frasortere alle smittede smågrise, men vil ikke sætte det i værk, før man kender den fulde effekt.

- Det lyder jo som en enkel metode, men virkeligheden er, at der er meget få grise, der bliver smittet i én besætning, så det vil blive meget indgribende for dansk svineproduktion.

Det lyder som om, at I tager hensyn til landmændene?

- Vi bliver nødt til at tage hele paletten med, før vi kan komme med den eksakte handlingsplan, så vi ikke laver restriktioner for landbruget, der er uhensigtsmæssige, siger Per Henriksen.

I 2009 blev der fundet 43 personer smittet med MRSA CC398 i Danmark.

Sidste år var tallet steget til 649, og i år er vi allerede oppe på 575 tilfælde. Indtil videre har bakterien taget livet af fire mennesker.

Facebook
Twitter