Følelsesladet tidligere anklager: Jeg jokkede i spinaten

Trine Sorgenfri erkender at have misbrugt sin stilling som anklager ved at lyve for retten.

Sagen mod den tidligere anklager er en udløber af politiets store aktion fra 2014, kaldet Nordlys, mod hashsælgerne i Pusher Street på Christiania. Her arbejdede flere politiagenter undercover.

En lille pakke med servietter blev taget i brug i Frederiksberg Byret i dag, hvor den tidligere anklager Trine Sorgenfri sidder på anklagebænken i en usædvanlig sag.

Hun er nemlig tiltalt for at have misbrugt sin stilling som anklager og lyve for dommere og forsvarere under en stor retssag mod flere hashsælgere fra Christiania. Sagen kørte i landsretten for to år siden, og Trine Sorgenfri var anklager på sagen.

Tårerne kom frem, da Trine Sorgenfri satte ord på, hvor skidt hun havde det i dagene efter den 29. september 2016, hvor hun havde fortalt usandheder i landsretten.

- Jeg har det virkelig ikke godt. Jeg er godt klar over, at jeg har begået en kæmpe fejl, sagde Trine Sorgenfri om sin sindstilstand for to år siden.

Under landsretssagen om hashhandel afviste anklageren over for dommerne og forsvarerne, at hun havde sendt sine spørgsmål til politividnerne, inden de skulle vidne i sagen om salg af hash – vidneudsagn, der kunne bruges til at få dømt hashhandlerne.

Hun fremlagde også et word-dokument, som hun påstod var magen til det, hun havde sendt til politividnerne. Men det var det ikke. For det dokument, retten og forsvarene fik at se, var renset for de spørgsmål, Trine Sorgenfri havde sendt til politividnerne, inden de skulle afgive forklaring.

Og en anklager må ikke orientere vidner om, hvilke spørgsmål de vil stille i retten – kontakten inden en retssag må kun være af praktisk karakter.

Det var først, da forsvarerne begyndte at spørge ind til anklagerens kontakt med vidnerne, at den tætte kontakt kom frem i lyset – en mailkontakt med politividnerne, der også havde en meget jovial tone.

Mails med "frokostbordsagtig snak" skulle ikke ud

I dag gav den tidligere anklager to grunde til, at hun forsøgte at holde det hemmeligt for retten, at hun havde sendt sine spørgsmål til politiagenterne.

- Jeg er ikke interesseret i at få fremlagt de mails på nogen måde. De indeholder en alt for frokostbordsagtig snak. Jeg vidste også, at der var et udtalt frisprog om dommere og forsvarer, sagde hun.

Derudover havde den nu tidligere anklager efter eget udsagn ikke overskud til diskussioner med forsvarerne om, hvad politividnerne havde fået at vide i dokumenterne forud for sagen.

- Det var nemmest at holde dem skjult, siger hun.

Samtidig fortalte Trine Sorgenfri i dag, at hun umiddelbart efter det omstridte retsmøde for to år siden ønskede at orientere sine chefer om det, hun havde gjort, selvom hun ikke ønskede, at alle på hendes arbejdsplads skulle vide det.

- Jeg havde ikke lyst til, at det blev spredt i hele anklagemyndigheden, at jeg havde jokket i spinaten, sagde hun i retten.

For rundt som en hovedløs høne

I dagene efter retsmødet for hun rundt som en hovedløs høne, lød det i dag.

Hun slettede mails, som hun havde sendt til politividnerne, men bad efterfølgende om at få tilsendt dem igen.

Hun lagde alle kortene på bordet over for sine overordnede, og hun skrev sms’er til en af sine veninder. Her lød det blandt andet, at hun nok havde lavet en så gedigen brøler, at hun frygtede for sit arbejde, og at hun har haft nogle af de værste dage i sit liv.

Der gik da heller ikke mange dage, før anklageren i starten af oktober 2016 blev bedt om at aflevere sin telefon, computer og tablet og tage hjem på ubestemt tid fra sit job hos Statsadvokaten i København.

I dag har anklageren et andet job.

Egentlig var der først forventet dom i sagen i slutningen af november, men da anklageren har tilstået flere af sagens forhold, kan der falde dom i sagen på et tidligere tidspunkt. Hvornår er uklart.

Facebook
Twitter