Først blev Kristian hængt ud på nettet - nu får han stor opbakning

Efter Kristian medvirkede i en DR2-dokumentar, er han blevet overdynget med søde ord.

- Jeg fik en hel bombe af beskeder på min Facebook, siger Kristian – med ekstra tryk på bombe.

- Altså positive beskeder, tilføjer han.

22-årige Kristian kom i fokus, da han for 14 dage siden medvirkede i DR2-dokumentaren 'Hængt ud på nettet', der handler om unge, der mobber på de sociale medier.

Kristian er én af mange, der er blevet gjort til grin i den lukkede Facebook-gruppe Offensimentum, der har omkring 100.000 medlemmer. Via linket herover kan du læse hans historie.

Født med genfejl

Kristian er født med genfejlen Treacher Collins Syndrom, der gør, at hans træk i ansigtet skiller sig ud. For eksempel står hans hage mindre tydeligt frem end de fleste andre menneskers. Genfejlen gør også, at han har en talefejl.

I april i år tog en 17-årig dreng et foto af Kristian på Holbæk Station og lagde det ud på Offensimentum. Af en veninde fik Kristian at vide, at fotoet lå i gruppen.

Kristian skrev til den 17-årige dreng og bad ham om at fjerne billedet – men frem for at fjerne billedet satte den 17-årige gang i en form for konkurrence på Offensimentum.

Han lagde Kristians anmodning om at få fotoet slettet ud i gruppen og skrev forskellige bud på svar. Planen var, at svaret med flest likes, ville blive sendt til Kristian.

Overdynget med varme ord

Da 'Hængt ud på nettet' blev vist i fjernsynet, lagde DR samtidig en video med Kristian på DR Nyheders Facebookside.

Videoen kan du se herunder:

Kristian har siden fået et væld af positive tilkendegivelser fra folk, der giver ham opbakkende ord med på vejen. Både på sine private Facebook, men også via tråden til videoen herover.

Han er overvældet af al den gode energi.

- Det har føltes fantastisk, at der er så mange, som viser deres positive side over for mig og viser, at de støtter mig, siger Kristian, der tror, at dem der har skrevet søde ting til ham, måske selv har oplevet noget lignende.

Lad være med at mobbe

Kristian har et enkelt budskab:

- Det er ikke pænt at mobbe folk med genfejl. Jeg bliver ked af det, når folk de vælger at trampe på mig, siger Kristian.

På trods af den følelsesmæssige rutsjebanetur føler Kristian, at hans selvtillid er blevet større:

- Jeg føler, at den er steget lidt mere, siger Kristian og tilføjer:

- Jeg er blevet lidt mere glad og lidt mere social. Der er også lidt mere styr på mit liv, end der var før.

Kristian arbejder med dyr tre dage i ugen. Derudover har han sit eget marsvin, Sigurd, som han holder meget af.

Du kan se 'Hængt ud på nettet' på DR TV.

Facebook
Twitter