Først byretten og nu landsretten: Britta Nielsens børn må have vidst, at heste, biler og millioner stammede fra kriminalitet

De tre børn blev idømt henholdsvis to, tre og fire års fængsel.

Britta Nielsens døtre, Samina (venstre) og Jamilla Hayat har - ligesom deres bror - nægtet sig skyldige. (Foto: Deluca Film/Discovery Networks Danmark)

Straffen til Britta Nielsens tre børn var ikke passende, da Retten i Glostrup afsagde dom sidste år.

Sådan lød konklusionen fra Østre Landsret, der i eftermiddag skærpede straffene for groft hæleri til de tre voksne børn.

34-årige Samina Hayat blev idømt fire års fængsel, 41-årige Jimmy Hayat fik tre års fængsel, mens landsretten idømte 37-årige Jamilla Hayat to års fængsel.

For alle tre er der tale om fængselsdomme, der er et halvt år længere, end hvad Retten i Glostrup kom frem til sidste år.

Britta Nielsen blev sidste år idømt seks og et halvt års fængsel for svindel gennem en årrække for 117 millioner kroner i Socialstyrelsen.

En stor del af de penge, som Britta Nielsen overførte gennem en længere årrække, gik til hendes børn. Pengene gik blandt andet til biler, heste og ejendomme i Sydafrika.

I landsrettens afgørelse har retten lagt vægt på grovheden, den lange gerningsperiode samt den personlige vinding, de hver især har opnået ved hæleriet. Ifølge retten fik børnene sammenlagt cirka 51 millioner kroner.

Jimmy Hayat blev desuden dømt for at have været i besiddelse af børnepornografisk materiale.

Alle tre har nægtet sig skyldige.

Tilfreds anklager

Hos anklagemyndigheden gik man netop efter en straf, der var seks måneder hårdere. Derfor anser man også sagen som lukket, forklarer specialanklager Nathalie Ghiorzi Elias.

- Vi mente, at straffen endte lidt for lavt i byretten, særlig fordi de har fået glæde af de mange penge, de modtog.

I hælerisager er det anklagemyndighedens opgave at bevise, at modtagere af eksempelvis gaver og pengebeløb bør spærre øjnene op, hvis der er mistanke om, at gaven stammer fra kriminelle forhold.

Hør anklageren fortælle her:

- På mange måder er det jo en særlig sag, men på mange måder er det også en helt almindelig hælerisag, som jo er et klart eksempel på, at man ikke bare kan modtage uanede mængder af penge og så tænke, at det er helt normalt uden at reagere, siger Nathalie Ghiorzi Elias.

Det betyder dog omvendt ikke, at man som sådan skal undre sig, hvis der om et par måneder ligger en ekstrastor julegave under juletræet.

- Det er jo altid en konkret vurdering. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan få en julegave uden at skulle undersøge den nærmere. I den her sag er der tale om meget store millionbeløb. Så derfor adskiller den sig fra normale omstændigheder.

Forsvarer lurer på Højesteret

Mens anklagemyndigheden anser sagen som lukket, vil man ikke smække døren endeligt i den anden side af retslokalet, fortæller Jan Schneider, der er forsvarsadvokat for Jimmy Hayat.

- Vi skal lige have nærlæst præmisserne i dommen. Både i forhold til grunden til at dømme og for strafudmålingen, og så skal vi have undersøgt, om der er grundlag for at få den i Højesteret.

Det kræver en særlig tilladelse hos Procesbevillingsnævnet at få sager afprøvet hos Højesteret, og det sker kun, hvis nævnet vurderer, at sagen har en principiel karakter.

- Den her sag bærer præg af, at den på mange måder har været en prøvesag i forhold til at dømme pårørende i sager om økonomisk kriminalitet, og jeg forventer egentlig, at anklagemyndigheden vil følge den her sag op med en række lignende sager mod pårørende fremadrettet. Det er sådan noget, der gør, at den er principiel og kan ende i Højesteret, siger Jan Schneider.

Se forsvarsadvokatens reaktion på afgørelsen:

Britta i retten igen

Under ankesagen vidnede børnenes mor, Britta Nielsen. Det havde hun ellers takket nej til under sagen i byretten, men denne gang havde hun skiftet mening.

Som forældre har man som udgangspunkt ikke pligt til at vidne i sine børns retssag.

- Jeg er nervøs og ked af denne her situation. Og jeg håber, at jeg kan give en baggrund for, hvorfor jeg sidder her i dag – og hvorfor mine børn gør, lød Britta Nielsens begrundelse for, hvorfor hun valgte at vidne denne gang.

- Jeg har aldrig på noget tidspunkt troet, at mine børn kunne komme i klemme på grund af et bedrag, som jeg har lavet.

I retten forklarede Britta Nielsen, at hun siden de tre børn var små havde været meget dominerende omkring, hvilken retning børnene skulle gå.

Hun forklarede også, at børnene ikke var involverede i, hvor mange penge de hver især fik.

- Jeg sagde til dem, når den ene havde fået noget, at de ikke behøvede at sige det til deres søster eller bror. I er gode børn, I vil ikke være misundelige, men I behøver ikke at sige det til dem, sagde hun.

- Hvorfor var det hemmeligt?, ville sønnens forsvarsadvokat vide under vidneforklaringen.

- For at skjule, hvor mange penge der egentlig var i omløb, sagde Britta Nielsen.

Børnene har tidligere forklaret, at pengene stammede fra en arv, som den afdøde far efterlod ved sin død i 2005.

Den arv var dog kun på 290.000 kroner.

Facebook
Twitter