Første danske kvindelige rabbiner

På søndag bliver den første danske kvindelige rabbiner ordineret i en liberal synagoge i London

Det bør skrives i dansk-jødiske historiebøger, at danske jøder i år får den første danske kvindelige rabbiner.

Det mener ph.d. Robin Schott, der for godt 10 år siden var med til at etablere det første progressivt-liberale jødiske trossamfund i Danmark - Shir Hatzafon (Nordens sang).

Endelig en kvindelig dansk rabbiner

Og den nuværende formand, Jesper Yoel Andersen, glæder sig over, at der nu endelig er uddannet en kvindelig dansk-talende rabbiner:

- Jeg håber, at det vil skabe interesse for værdierne i progressiv jødedom, blandt andet ligestilling og tolerance.

På søndag ordineres 31-årige Sandra Kviat i en liberal synagoge i London, skriver Kristeligt Dagblad.

Skal ikke lede en gudstjeneste

Hun kommer dog næppe til at lede en gudstjeneste i den ortodokse synagoge i København. Her må kvinder ikke røre Torah-rullerne, og de sidder også adskilt fra mændene.

Sandra Kviat ønskes ikke desto mindre tillykke af overrabbiner Bent Lexner.

- Det er en fornyelse, som jeg ønsker tillykke med, siger han. Sandra Kviat har læst fem år på Leo Baeck College for at blive rabbiner.

Mere liv i kludene

Dr.phil og professor i judaistik på Lund Universitet Hanne Trautner-Kromann mener, at det vil være ønskeligt, hvis Sandra Kviat knyttes fast til den danske progressive menighed.

- Der kommer mere liv i kludene, når rabbineren taler dansk. Det kan man også se i forhold til de rabbinere, der har været i synagogen i Krystalgade. Det betyder noget, at rabbineren taler sproget og kender kulturen. Ikke mindst i forhold til børnene, for hvis de ikke identificerer sig med det jødiske, forsvinder det, siger hun, og understreger, at hun ikke er tilknyttet en jødisk menighed.

Ikke en fri kvinde

Sandra Kviat kommer til Danmark til september for blandt andet at undervise børn i Shir Hatzafon. Men hun bliver ikke.

Det stipendiat, hun fik til uddannelsen, har som betingelse, at hun fungerer fem år som rabbiner i England, før hun er en "fri kvinde". Men menigheden regner med hyppige besøg.

For 63 år siden blev de første danske kvindelige folkekirkepræster ordineret. Og det er også dem, Sandra Kviat henviser til, når hun skal forklare, hvorfor flere og flere jødiske kvinder vil være rabbinere.

- Når du pludselig kan gøre noget, som altid har været forbudt, strømmer kvinderne til, fordi de endelig må. Men jeg tror, at det jævner sig over årene, siger hun.

Facebook
Twitter