Første dom for psykisk vold

Bestemmelsen i straffeloven trådte i kraft den 1. april i år.

Det er i Retten i Nykøbing Falster, der for første gang er blevet idømt straf for psykisk vold. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Rettelse: I den første version af denne artikel stod der, at den dømte også var fundet skyldig i voldtægt. Det er ikke sandt.

For første gang er en tiltalt blevet dømt for psykisk vold. Retten i Nykøbing Falster har tirsdag fundet en 21-årig mand skyldig.

Den nye bestemmelse i straffeloven trådte i kraft 1. april. Netop fra det tidspunkt og frem til midten af juli udsatte han en tidligere kæreste for krænkende og nedværdigende adfærd, mener en domsmandsret.

Ifølge anklageskriftet beskadigede han hendes selvfølelse med nedværdigende og krænkende hån, så hun til sidst oplevede hans behandling af hende, som om det var hendes egen skyld.

Tilfreds anklager

Anklager Lotte Nielsen er især tilfreds med, at den 21-årige blev dømt for psykisk vold efter straffelovens paragraf 243.

- Bestemmelsen om psykisk vold er ganske ny, og denne dom sender et stærkt signal om, at psykisk vold også er noget, som der bliver set med stor alvor på, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Straffen er samlet blevet ubetinget fængsel i to år og seks måneder. Retten har ikke oplyst, hvad den psykiske vold isoleret har medført af straf.

Den 21-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

Det samme gør anklagemyndigheden.

- På grund af sagens specielle karakter og det fokus der er omkring psykisk vold skal sagen nu forbi Statsadvokaten i København med henblik på overvejelse om, hvorvidt sagen skal ankes i forhold til straffens længde, siger Lotte Nielsen i pressemeddelelsen.

Mishandlede også kvinden

En gang tidligere har en domstol taget stilling til psykisk vold. Her blev en 15-årig dreng frifundet. Denne afgørelse fra Retten i Næstved er af statsadvokaten blevet anket til landsretten.

I tirsdagens sag er den 21-årige også blevet fundet skyldig i at have mishandlet kvinden. Det skete med spark og slag, hvor han blandt andet brugte både bælte og en tyk kæp.

Forbrydelserne foregik i Dannemare og i Nakskov, hvor han også i et par tilfælde berøvede hende friheden ved at spærre hende inde på et værelse. Den ene gang slap hun ifølge tiltalen væk ved at springe ud fra et vindue på første sal.

/ritzau/