Første lillefredag med alkoholrestriktioner: 'Om salget lukker klokken 22 eller senere, er fuldstændig ligegyldigt'

De spontane fester bliver færre, men de nye restriktioner forhindrer ikke unge i at feste.

Ved åen i Aarhus er der fortsat liv i restriktionerne. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)

Klokken er 21.30. Det er torsdag aften. Barerne og restauranterne i Aarhus C skal lukke om en halv time.

Det er der sådan set intet nyt i - det har de skullet i over en måned.

Helt nyt er det til gengæld, at butikkerne ikke længere må sælge bajere og Breezers, når byen lukker.

I mandags, den 26. oktober, trådte der nemlig nye coronarestriktioner i kraft, som forbyder salg af alkohol efter klokken 22.00.

I Aarhus er der stille. I hvert fald udenfor.

På de forskellige værtshuse langs åen lyser gæsternes smil op gennem vinduerne, alt imens lyden af latter ikke er til at overhøre. Restriktionerne fylder ikke meget i samtalerne ved bordene.

Om lidt stabler tjenerne bordene og stolene, og så skal de tørstige bargæster videre. Men hvorhen?

På Store Torv er McDonald’s tilsyneladende klar til at tage imod nogle af de slukørede bargæster. I hvert fald har 'den gyldne måge', som McDonald's kaldes, skruet op for frituren, kan man dufte. Døgnkiosken 7-Eleven slår også dørene op for et par slingrende unge, der går tomhændede ind og kommer ud med øl og pølsehorn i hænderne.

Men foreløbig ser ingen af stederne ud til at have travlt.

Betyder det, at de unge helt har droppet at feste efter klokken 22?

Nej, lyder det fra nogle af de unge i byen, som DR Nyheder taler med. Vejen mod en privatfest efter byturen er nemlig snørklet, men slet ikke umulig, siger de.

- Om alkoholsalget lukker klokken 22 eller senere, er fuldstændig ligegyldigt. Vi rykker bare festen til tidligere og køber alkohol tidligere. Vi fester kun sammen med den samme gruppe, som vi studerer med hver dag alligevel, så det betyder ikke så meget i forhold til smittetrykket, siger Rasmus og Lasse, der hver har en sixpack hængende på styret af cyklen.

Rasmus og Lasse uden for Føtex i Guldsmedgade. De er på vej til en mindre efterfest. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)

Stilhed før stormen

Der er stadig stille på Lille Torv midt i Aarhus. Klokken er nu 21.50.

Der er ti minutter til, at der ikke længere må sælges alkohol.

Ud af det blå bliver stilhed til støj.

Festglade bargæster vrimler til 7-Eleven på Lille Torv. De løber, griner højt og smider cyklerne, som rammer jorden, så aluminiumsskærmene klirrer. For de skal nå at have alkohol med hjem, inden køleskabene lukker kl. 22.

Klokken 21.58 når den 20-årige studerende Jonas lige at jonglere fire sixpacks op til kasseapparatet.

- Vi skal jo hjem til fest. Jeg ved ikke, om det er okay, men jeg vil sige, at det er bedre end at mingle med 20 forskellige i løbet af en aften. Så er det ligesom dem, man ser i klassen og på studiet, siger han.

Også Morten, der er 22 år og studerende, har kigget på klokken i aften.

- Vi smuttede et kvarter før lukketid for at kunne købe lidt ekstra til efterfesten, siger han.

Myndighedernes alkoholrestriktioner skal ellers sætte en stopper for festerne i en tid, hvor smittetrykket er højt.

Hvorfor fester I videre, selv om smitten stiger?

- Det er et godt spørgsmål. I starten tænkte vi en del over det og gik i måneder, hvor vi ikke lavede noget. Jeg tror bare, at de fleste unge – selv om det lyder egoistisk – er blevet trætte af det. Nu er man kommet dertil, hvor man fester med sine venner, siger Morten.

Morten og Mette skulle videre til en mindre efterfest efter byturen. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)

Lektor: 'Kør ned på den restriktive taktik'

De fleste af de unge i bybilledet er i hvert fald enige om én ting.

Privatfesterne kommer regeringens nye retningslinjer ikke til at sætte en stopper for foreløbig.

Jakob Demant er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Han mener heller ikke, at restriktionerne eller anbefalingerne om at aflyse hyggen kommer til at tage livet helt af festerne.

- Det er en ekstremt kraftig sanktion at sige, at unge mennesker i meget høj grad ikke må have det sociale liv, der er vigtigt for dem, siger han.

Det er nemlig ikke hvad som helst, der forsvinder, når en hel generation får at vide, at de skal se mindre til hinanden i festlige sammenhænge.

- De unge mister den mest centrale arena for sociale fællesskaber. Festerne er det selvvalgte og der, hvor de mødes med deres venner, og hvor de fastholder venskaberne. Det er der, hvor både romantiske og seksuelle relationer bliver afprøvet. Så det er en meget central arena, som vi går ind og piller i her, siger Jakob Demant.

De unge bør i langt højere grad end nu få lov til at komme til fadet med løsninger, mener lektoren.

- Vi skal være mere lydhøre over for, hvordan man kan få det til at fungere, når vi skal kigge ind i en ny normal hen over vinteret og foråret. Derfor skal vi prøve at køre ned på den ekstremt restriktive taktik og tale om, hvordan vi får mindre fester til at fungere, siger Jakob Demant.

  • Christian, Victor, Lasse og Nicolai: - Restriktionerne giver fin mening. Det ødelægger spontaniteten. Folk skal have planlagt det meget bedre, så det kommer til at skære en smule ned på festerne.
  • Emilie, Emil, Charlotte, Jonas: - Corona-restriktionerne har stået på i så lang tid nu, at folk ikke længere tager dem lige så alvorligt længere. Man mangler den gamle hverdag og den sociale hverdag. Det betyder meget at kunne feste og lære folk at kende, når man lige er startet på et nyt studie. Folk er meget mere åbne, når de har fået et par øl. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)
  • Sofie, Josephine, Christine, Jost: - Når barerne lukker, så giver det god mening, at alkoholsalget også stopper, for førhen resulterede det selvfølgelig i efterfest, at man bare kunne gå i 7-Eleven og tanke op, når byen lukkede. De spontane fester bliver bremset. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)
1 / 3

Festerne flytter hjem

Købmanden sælger ikke flere øl i dag. Foran 7-Eleven sætter DR Nyheder nu jagten ind på en privatfest for at blive klogere på, hvad der driver værket for festgængerne.

Der er flere tilbud.

De fleste skal til arrangementer med mellem syv og ti personer på gæstelisten. Det er et rimeligt antal at forsamles, ræsonnerer de sig frem til. Forsamlingsforbuddet er jo på ti personer.

En ung mand og en tilsvarende ung dame går dog mere ambitiøst til værks i aften.

De skal til en fest, hvor der kommer 26-28 gæster, siger de. Det foregår i en lejlighed i midtbyen.

I første omgang virker de interesserede i at få besøg af DR Nyheder.

Reporterne beder parret vente og forsvinder i 30 sekunder for at sige farvel til nogle andre og pakke grejet, men det er desværre for sent:

Parret er pludselig forsvundet som dug for solen. Måske fik de kolde fødder.

I det hele taget kan man godt mærke, at festligheder er et følsomt emne lige nu. Mange unge er bange for offentlig udskamning, hvis de stiller op.

Heldigvis vil den 20-årige HF-studerende Magnus gerne have besøg i det vestlige Aarhus.

Her får han nogle venner på besøg. De skal drikke bajere, høre musik og spille spil på hans overdækkede terrasse.

Hyggen er aflyst i byen, men ikke hos 20-årige Magnus. Vennegruppen handlede stort ind inden klokken 22. (Foto: Amalie Hougaard Knudsen)

Magnus mener ikke, at forbuddet mod natligt salg af alkohol har nogen nævneværdig effekt.

- Det er en fin nok foranstaltning. Den er forståelig. Men os, der har lyst til at fortsætte, finder nogle måder at fortsætte vores brandert. Så gør vi det jo bare før klokken 22, siger han.

I det hele taget kommer der ikke noget godt ud af at lægge låg på de unges festtrang, siger Magnus.

- Jo strammere sanktionerne bliver, desto mere undergrundsagtigt bliver det bare. Jo mere skjult bliver det bare, siger han.

Hans 21-årige veninde Maiken stemmer i fra den anden side af havebordet.

- Der kommer noget rebelsk over det. Man får lyst til at være en regelbryder, fordi der kommer regler med, at man ikke kan købe alkohol efter klokken 10. Så køber man stort ind fem minutter i ti og fester videre resten af aftenen, siger hun.

De unge i Aarhus V synes ikke, at hyggen blandt de unge generelt er så abefest-agtig, som mange gør den til.

Og så gør de deres bedste for at passe på, bedyrer de.

- Vi sidder jo ikke med tungerne i hinanden og drikker af hinandens genstande. Vi har vores egne glas, og det er dét, siger Maiken.

DR var også på gaden i Aalborg, hvor 7-Eleven havde hænderne fulde med alkoholsalg op til klokken 22. Ifølge DR's reporter på stedet forsøgte en ung mand at sælge sixpacks til 200 kroner stykket efter lukketid. Det lykkedes ikke.

Video: Amal Guerdali

DR Nyheder har valgt kun at bruge de unges fornavne. Alles identiteter er redaktionen bekendt.

Facebook
Twitter