Første sag om utryghedsskabende lejr: Hjemløs dømt for at sove på gaden

De hjemløse stilles i en umulig situation, mener Gadejuristen, som vil anke sagen.

Siden april 2017 og indtil 31. juli 2018 er 389 personer blevet sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen om utryghedsskabende lejre, viser tal fra Københavns Politi. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Der var tale om en utryghedsskabende lejr, da en 36-årig udenlandsk mand tidligere på året sov i et indgangsparti på Købmagergade i indre København med sine ejendele.

Det har Københavns Byret afgjort i går.

Retten lagde vægt på, at manden havde indrettet en soveplads med blandt andet tæpper i 14 dage ud af en periode på tre uger. Derudover havde han sine ejendele på stedet, spiste mad og havde et par gange ikke adgang til toiletfaciliteter. Manden er idømt en bøde på 500 kroner.

Gadejuristen, der yder retshjælp til udsatte borgere på gaden, har allerede inden domsafsigelsen udtrykt bekymring over den principielle sag. Ifølge Maja Løvbjerg Hansen, der er jurist hos Gadejuristen, vil det gå ud over mange hjemløse, fordi det er den typiske måde at leve på.

- Med dommen er der kommet en meget lav tærskel for, hvad en utryghedsskabende lejr er. Det er de færreste hjemløse, der sover i det offentlige rum i Danmark, som ikke vil blive ramt, siger hun og fortsætter:

- Vi stiller hjemløse i en umulig situation. Der er ikke plads på herbergerne, og de må ikke sove ude et sted med deres ejendele og mad. Der er ikke noget, de kan gøre for at undgå denne kriminalisering, siger hun.

Ifølge hende har man søgt om at anke sagen hos procesbevillingsnævnet, da det er en mindre bødesag.

Siden loven om utryghedsskabende lejre blev indført i april 2017, er omkring 389 mennesker blevet sigtet.

Det viser tal fra Københavns Politi, som fremgår af et svar til Folketinget.

Langt størstedelen er fra Rumænien og andre østeuropæiske lande, men også seks danske statsborgere er blevet sigtet.

Facebook
Twitter