Første sager klar: Fire personer tiltales i sag om sexvideoer

Første retssager begynder i næste uger - I alt er flere end 1.000 personer sigtet i sagen.

I den omfattende sag, hvor mere end 1.000 personer er sigtet for at have delt eller bedt om at få sendt en video med krænkende seksuelle billeder, har Anklagemyndigheden nu besluttet at rejse tiltale mod fire personer.

Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

De fire personer er tiltalt for at have delt en video med krænkende seksuelle billeder, og det er de første straffesager i komplekset.

Den første af sagerne begynder i næste uge ved Retten i Lyngby, og de første sager skal køre som såkaldte prøvesager, der kan danne grobund for at tiltale flere af de sigtede i sagen.

- Nu skal vi havde fundet ud af, hvad der er det rette strafniveau. Derfor har vi nu rejst tiltale i fire sager, der spænder så bredt som muligt, så de er repræsentative for det samlede sagskompleks. Når domstolene har taget stilling til disse sager, kan vi gå videre med resten, siger chefanklager Pauline Popp-Madsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

De fire straffesager handler om deling til mellem en og 59 personer, og personer der er over og under 18 år på tidspunktet for delingerne.

Der bliver rejst tiltale efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 235 om distribution af børneporno.

Rejste sigtelser for to uger siden

Det er blot to uger siden, at der blev sigtet mere end 1.000 personer - flest unge - for at have delt børneporno på nettet og for blufærdighedskrænkelse.

De mange personer blev sigtet for at have delt børneporno, da personerne i videoerne er under 18 år.

Hos Anklagemyndigheden er man glad for, at det er lykkedes at rejse tiltale blot få uger, efter at personerne blev sigtet.

- Digitale sexkrænkelser kan have meget alvorlige konsekvenser, for både ofre og dem der deler. Jeg er glad for, at vi får de første straffesager så hurtigt i gennem retssystemet, så ingen skal vente unødigt, siger chefanklager Pauline Popp-Madsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

DR Nyheder har været i kontakt med den ene af de tiltaltes forsvarsadvokater. Henrik Juel Halberg er forsvarer for en ung mand, hvis sag påbegyndes i Retten i Lyngby i næste uge.

En anden af de tiltaltes forsvarere, Louise Traberg Smidt, der er forsvarer for en mand i begyndelsen af 20'erne ønsker ikke at udtale sig om sagen, før hun har holdt et møde med sin klient.

Han oplyser, at han endnu ikke har fået sagens akter eller talt med sin klient. Derfor ved han ikke endnu ikke, hvordan hans klient stiller sig til tiltalen.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil ligeledes føre en række prøvesager. Den første er forhåndsberammet til 5. februar ved Retten i Randers.

TIDSLINJEN I DEN AKTUELLE SAG

  • Marts 2015:

  • En 15-årig pige tager hjem til en jævnaldrende ven en aften. De skal i byen for at feste, men ender med at være sammen. Flere af drengens venner dukker pludselig op, fortæller hun anonymt i et interview.

  • En uge efter kan videoer, optaget på aftenen, findes på nettet. Der er tale om intime, seksuelle optagelser, der viser flere unge drenge og den 15-årige pige.

  • September 2015:

  • Nordsjællands Politi modtager en anmeldelse i sagen fra en kommune i nord for København. Bekymringen går på, at der er videoer på sociale medier, som indeholder børneporno.

  • Marts 2016:

  • To drenge i teenageårene er sigtet i sagen. De modtager bøder på 2.000 kroner for at have delt børneporno.

  • Sommeren/efteråret 2016:

  • Bistandsadvokaten for den dengang 15-årige pige retter henvendelse til Nordsjællands Politi og fortæller, at videoerne ligger i en lukket gruppe på Facebook, og at der ligger en sang på nettet, som handler om videoerne.

  • Nordsjællands Politi efterforsker sagerne i efteråret 2016 og sender dem videre til to politikredse i Jylland. Bistandsadvokaten har ikke hørt fra den ene politikreds, og den anden har i sommer oplyst, at sagen ligger hos politiets jurister.

  • Rigspolitiet hjælper med at fjerne ulovlige videoer fra Googles søgeresultater og blokerer enkelte andre hjemmesider, hvor de ligger. Blandt andet på en server i Australien.

  • Politiet får også en sang taget ned fra musiktjenesten Spotify.

  • Fra foråret 2015 til efteråret 2017:

  • Videoerne bliver delt og når ud til over 4.700 mennesker på Facebook og beskedprogrammet Messenger.

  • Facebook opdager det på et tidspunkt i 2017 og går til de amerikanske myndigheder, som kontakter det europæiske politisamarbejde Europol. De går videre til dansk politi med sagen.

  • Undervejs har politiet kendskab til videomaterialet.

  • Mellem jul og nytår 2017:

  • Rigspolitiet orienterer politikredsene om, at der er sager på vej i hele landet mod over 1.000 unge, som mistænkes for ulovlig deling af børneporno.

  • 15. januar 2018:

  • Politiet oplyser, at over 1.000 unge vil blive sigtet for at have delt eller spurgt efter videomaterialet. Politiet skriver brev ud til alle mistænkte og begynder afhøringer.

  • 29. januar 2018:

  • Anklagemyndigheden tiltaler fire personer for at have spredt børnepornografisk materiale. De er ligeledes tiltalt for blufærdighedskrænkelse. De første retssager begynder allerede i næste uge.

  • Kilder: Nordsjællands Politi, Nationalt Cyber Crime Center under Rigspolitiet, Radio24Syv, Information, bistandsadvokat Helle Hald og Anklagemyndigheden.

Rettelse: Artiklen er opdateret, så det klart fremgår, at der var tale om krænkende billeder med et seksuelt indhold af voldsom karakter.