Første skridt mod bandlysning af take away-plastik

EU-kommissionen vil forbyde 10 forskellige slags plastik-produkter.

En svane ved søerne i København ligger på en rede, der delvist består af affald. Europa-Kommisionen har færdiggjort lovforslag, der blandt andet forbyder plastikbestik over hele EU. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En tur efter nem aftensmad hos shawarma-hjørnet, grillbaren eller den gode thai-take away kan ændre sig markant for fremtiden.

Europa-Kommissionen har netop offentliggjort et lovforslag, der blandt andet forbyder det meste af take away-branchens foretrukne plastikbestik og -emballage i hele EU.

Ifølge lovforslaget tegner 10 konkrete plastik-produkter sig for 70 procent af det affald, der bliver fundet på strande og i have. Det gælder blandt andet plastik-vatpinde, engangsbestik, plastiktallerkner samt rørepinde af plast.

- Kommissionen har lovet at tage fat med hård hånd om de store problemer og overlade resten til medlemslandene. Plastikaffald er uden tvivl et stort problem og europæerne er nødt til at samarbejde, for at gøre noget ved det, siger Europa-Kommisionens vicepræsident Frans Timmermans i en pressemeddelelse.

Lovforslaget skal i første omgang behandles af Europa-Parlamentet samt Rådet for den Europæiske Union, før det kan blive ført ud i livet. Kommissionen, der i EU-samarbejdet står for at udarbejde lovforslag, opfordrer til, at forslaget bliver hastebehandlet, så borgerne kan se klare resultater inden maj næste år.

Det Økologiske Råd: EU har taget opråb alvorligt

Hos Det Økologiske Råd, der er en uafhængig miljøorganisation, mener man, at EU-Kommissionen har taget befolkningens og miljøorganisationernes opråb, om plastikforureningen af vores miljø, alvorligt.

- Den varslede udfasning af unødvendig engangsplastik er et vigtigt skridt på vejen for at sikre en ansvarlig anvendelse af plastikm siger Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver i kemikalier hos miljøorganisationen, i en pressemeddelelse.

De er dog kritiske over, at kommissionen ikke har nedsat specifikke reduktionsmål for fødevareemballage og engangskopper. De har blot givet et løfte om at se på en eventuel i 2027.

- I betragtning af problemets omfang og hastende karakter er manglen på specifikke reduktionsmål for medlemslandene alarmerende. Vi opfordrer Europa-Parlamentet og EU-ministrene til at indføre minimum reduktionsmål og fastsætte en kortere evalueringsperiode for at sikre en effektiv og hurtig omstilling til en mere bæredygtig og cirkulær anvendelse af plastik, siger Lone Mikkelsen.

Facebook
Twitter