Første tilfælde af abekopper fundet i Danmark

En mand er blevet testet positiv for virusset, som den seneste uge har spredt sig til flere lande i Europa samt USA, Canada og Australien.

Abekopper kan give blærer på krop og ansigt. Billedet her er fra 1997. (Foto: CDC/BRIAN W.J. MAHY © Ritzau Scanpix)

Der er konstateret det første tilfælde af abekopper i Danmark.

Det meddeler Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

En mand, der er hjemvendt fra en rejse til Gran Canaria i Spanien, er blevet testet positiv for virusset, som den seneste uge har spredt sig til flere lande i Europa samt USA, Canada og Australien.

Manden er nu hjemme i isolation med milde symptomer.

- Manden udviste symptomer på smitte efter en rejse til Spanien og har derfor været i kontakt med Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Rigshospitalet, skriver ministeriet.

Efter det første tilfælde af abekopper i Danmark har Styrelsen for Patientsikkerhed sat gang i smitteopsporing af nære kontakter til den smittede, der desuden bliver vejledt i, hvordan de skal forholde sig.

- Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen, udtaler sundhedsminister Magnus Heunick (S) i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at man skal være opmærksom, hvis man efter selv at have været på udlandstur eller har været i tæt kontakt med en person, der har været i udlandet, bliver syg med udslæt og blærer på kroppen.

- Abekopper give blærer, der kan minde om dem, der ses ved skoldkopper, meddeler enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.

For at blive betragtet som nærkontakt til en smittet med abekopper, skal man have været i kontakt med den smittede, efter den smittede har fået symptomer på sygdommen. Det er først, hvis man selv udvikler symptomer på abekopper, at man skal gå i selvisolation.

Sygdommen viser sig typisk i form af feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler.

Hvad er abekopper?

Abekopper er en virussygdom, der er i familie med menneskekopper og kan findes både hos dyr og mennesker. Abekopper har været kendt i Afrika i mange år og opstår ofte efter rejser til Afrika, men sygdommen ses meget sjældent i Europa.

Abekoppevirussen menes at stamme fra gnavere, der kan give smitten videre til aber og mennesker, og der findes to typer af virusset, som er ret forskellige. Den, man ser i Vestafrika, er mildest og kan ubehandlet have en dødelighed på en procent, mens den i Centralafrika kan komme op på 10 procent.

Sygdommen er dog typisk ikke farlig for mennesker og varer, ifølge Sundhedsstyrelsen, normalt to til fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv.

Langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt.

Mandag eftermiddag havde man, ifølge Statens Serum Institut, fundet abekopper hos 83 personer i Europa.

I Storbritannien fandt man de første tilfælde af smitte i begyndelsen af maj, og landet er nu det hårdest ramte i Europa med 29 tilfælde. Dernæst kommer Spanien og Portugal med 23 tilfælde hver.

Ifølge Statens Serum Institut bliver der samarbejdet tæt med de øvrige nationale myndigheder for at inddæmme smitten. Det siger Faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.

- Danskere generelt behøver ikke bekymre sig, men vi er meget opmærksomme på udbruddet, da det er første gang, vi ser en større spredning af sygdommen udenfor Afrika. Vi kan derfor ikke på forhånd forudsige, hvor mange der kan blive smittet.

Hos sundhedsmyndighederne har de særligt fokus én bestemt gruppe lige nu, da de har set flere smittede blandt mænd.

- Sygdommen har indtil nu spredt sig særligt blandt mænd, der har sex med mænd. Derfor er der grund til at have fokus på netop denne gruppe på nuværende tidspunkt, lyder det fra Tyra Grove Krause.

Derfor har Sundhedsstyrelsen taget kontakt til Aids-fonden og LGBT+ Danmark for at få hjælp til at sprede budskabet om at have god hygiejne og bruge kondom under sex for at forebygge smitte med abekopper.