Fogh: Gade har svaret korrekt i Folketinget

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er overbevist om, at forsvarsminister Søren Gade har opgivet korrekte svar til Folketinget. Fogh anklager oppositionen for at pine noget ud af en sag, der ikke er noget i.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen bakker helt op om sin forsvarsminister Søren Gade i sagen om de danske soldater i Afghanistan. (Foto: Jeppe Michael Jensen © Scanpix)

Statsminister Anders Fogh Rasmussen står bag sin forsvarsminister.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholder, at forsvarsminister Søren Gade ikke har fejlinformeret Folketinget i forbindelse med den militære indsats i Afghanistan.

Dermed afviser statsministeren oppositionens ønske om, at forsvarsministeren bør gå af.

- Det er sædvanlig personjagt fra oppositionens side. De påstår, at forsvarsministeren har afgivet forkerte svar til Folketinget. Det er min bestemte opfattelse, at forsvarsministeren har afgivet korrekte svar, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Men det overrasker mig ikke, at der kommer den type krav fra oppositionen. Det er helt tydeligt, at venstrefløjen næsten desperat prøver at presse små dråber ud af den citron, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Ingen uvildig undersøgelse

Statsministeren afviste samtidig at igangsætte en uvildig undersøgelse af sagsforløbet, som flere af Folketingets partier har krævet de seneste måneder. Fogh fastholder, at regeringens egen redegørelse er tilstrækkelig og argumenterer for, at alle oplysninger er lagt frem.

- Der er ikke dokumentation for påstandene om, at der skulle være sket mishandling af fanger, som er blevet udleveret af danske soldater til amerikanerne, sagde statsministeren.

Forsvarsminister Søren Gade beskyldes af både S, SF og Enhedslisten for at give forkerte oplysninger til Folketinget om de danske elitesoldaters aktioner i Afghanistan. Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten mener derfor, at ministeren bør gå af.