Folk i bande- og rockermiljøet er i gennemsnit medlemmer i tre år

Det er de færreste bande- og rockermedlemmer, der bliver i miljøet i mange år. Og kun en lille gruppe vender tilbage.

Trods en række skyderier og ulmen i bandemiljøet på det seneste er antallet af rockere og bandemedlemmer det laveste i fem år. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

For de fleste personer i bande- og rockermiljøet er det ikke en mangeårig affære. I gennemsnit har de personer, der har forladt miljøet, været medlem i godt tre år.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor, som udkommer i dag.

For langt størstedelen af personerne er det et permanent farvel til miljøet, når de vælger at melde sig ud.

Det er kun 170 af de 1.936 personer, der er ophørt med at være registreret som rocker eller bandemedlem, som senere er blevet registreret igen.

For rockerne vender de typisk tilbage til den samme gruppering, mens det kun er tilfældet for en fjerdedel af bandemedlemmerne, der i stedet bliver medlemmer af andre bander eller af rockergrupper.

Også gennemsnitsalderen er anderledes for de personer, der forlader henholdsvis bande- og rockermiljøet.

Blandt rockerne er det dem, der i en relativt ung alder er kommet ind i miljøet, der først forlader det. Rapporten forklarer det blandt andet med, at den største udskiftning i rockermiljøet sker blandt medlemmer af de såkaldte 'puppet clubs', som mange yngre personer er en del af.

AK81 er puppet club til Hells Angels MC, og Bandidos MC har en række forskellige puppet clubs blandt andet grupperingen Mexican Teamwork.

I banderne gør det modsatte sig gældende. Her er det dem, der i en sen alder bliver medlemmer, der forlader miljøet først. Ifølge rapporten kan det ses som et tegn på, at mange af de ældre med erfaring, der er gået ind i en bande, med tiden vokser fra den.

Facebook
Twitter