Folk sover på tog-stationer: Nu indsætter DSB vagter

DSB laver forsøgsordning på udvalgte stationer efter 400 klager på en måned.

Det er særligt i hovedstadsområdet, at DSB har oplevet, at mange vælger at overnatte på stationerne om natten. DSB vil dog ikke oplyse præcis, hvilke stationer man indsætter vagter på- (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Alene i maj fik DSB omkring 400 klager fra kunder og personale, der følte sig utrygge over, at der sover folk på tog-stationer.

Derfor har trafikselskabet indført en forsøgsordning fra midten af oktober, hvor vagter skal patruljere på stationer over hele landet om natten og pænt bede de sovende og ubudne gæster om at forlade stationen og finde et andet sted at sove.

- Vores kunder og personale oplever for eksempel, at det kan være svært at komme ind og ud af stationen, hvis der er nogle, der tager ophold ved indgangspartiet, og nogle kunder føler sig også utrygge ved at gå hjem om aftenen, hvis der ligger nogle ved stationen, siger Aske Wieth-Knudsen, der er chef for forretningsudvikling i DSB og tilføjer, at han ikke ved, præcis hvem det er, der sover på DSB's stationer.

Vagterne skal behandle folk ordentligt

DSB ved ikke præcis, hvor mange stationer man vil indsætte vagter på, men forklarer, at det mest er i hovedstadsområdet, man har identificeret problemet, men at det også forekommer i resten af landet.

Hvad skal vagterne gøre, hvis nogle nægter at forlade stationen?

- Det har jeg ikke hørt om nogen tilfælde af. Vi lægger meget vægt på, at vores personale og vagter håndterer det her med værdighed. Deres beføjelse er først og fremmest at behandle folk ordentligt, og hvis de kan se, at der er nogle, der har problemer, så er de instrueret i, hvordan de kan tilkalde hjælp, siger chefen for forretningsudvikling.

Forsøgsordningen kommer i første omgang til at vare et par måneder, hvorefter man vil vurdere, om ordningen skal være permanent.

Facebook
Twitter