Alt i samfundet bliver efterhånden talt op, evalueret og givet karakterer. Men ikke Folkekirken. Vil man vide, hvor mange, der kommer i kirken eller bliver konfirmeret, må man lede forgæves.
Bortset fra i Københavns og Roskilde stifter er der ingen steder, der bliver holdt styr på, om kirkerne er flittigt besøgt om søndagen eller det modsatte, skriver Nyhedsavisen.
Faktisk er der ikke engang tal på, hvor mange, der bliver konfirmeret. Det eneste, der bliver noteret, er hvis en gudstjeneste helt må aflyses, fordi ingen kirkegængere møder op.
Sej fødsel
Ifølge forsker Hans Raun Iversen, der forsker i teologi, er der dog en begyndende forståelse for, at også kirken er nødt til at offentliggøre sine tal.
- Det kommer, men det er en sej fødsel, siger han til Nyhedsavisen.
Camilla Sløk, der er forsker i kirkeledelse på Copenhagen Business School er forundret over det manglende overblik.
- Det ville ikke kunne foregå andre steder i det offentlige. Folkekirken er en stor koncern med et budget på mange milliarder, men politikerne interesserer sig meget lidt for den, siger hun til Nyhedsavisen.
Ikke en virksomhed
At politikerne ikke interesserer sig for at holde mandtal i Folkekirken bekræfter formanden for Folketingets kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech (V).
- Folkekirken er et trossamfund og ikke en virksomhed. Man måler ikke folkekirkens succes på, hvor mange der går i kirke, men på at evangeliet bliver forkyndt. Om folk vil høre det, er deres eget ansvar, siger hun.