Folkekirkens Nødhjælp: Socialdemokratiet truede os til at pille video af Facebook

Socialdemokratiet følte sig manipuleret med og truede med retssag, men partiet har umiddelbart ingen sag, mener mediejurist.

Socialdemokratiet har truet med, at de ville pudse en advokat på Folkekirkens Nødhjælp, efter at nødhjælpsorganisationen havde brugt to lydbidder med Mette Frederiksen i en kampagnevideo. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Kære venner. Socialdemokratiet har kontaktet os og truet med advokat og retssager, hvis vi ikke fjernede den film vi tidligere i dag delte her på Facebook.

Således indledte Folkekirkens Nødhjælp et Facebook-opslag tidligere i dag, efter at de havde fjernet filmen, der kritiserede konkrete punkter i Socialdemokratiets udlændingeudspil, heriblandt at partiet vil fordoble sin bistand til nærområderne.

Socialdemokratiets udlændingereform

Socialdemokratiet vil med ny asyl- og udlændingereform afskaffe muligheden for at søge asyl i Danmark og sætte loft over antallet af flygtninge og familiesammenførte. Reformen har fået navnet 'Retfærdig og Realistisk' og indeholder en række tiltag på udlændingeområdet.

Se Tema

I kampagnevideoen fra nødhjælpsorgansiationen, som DR Nyheder har set, indgår der to videobidder på i alt 14 sekunder fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Og det fik tre personer fra Socialdemokratiet til at kontakte Folkekirkens Nødhjælp, efter at den havde været online i halvanden time, fortæller Lars Damgaard Nielsen, der er konstitueret mediechef.

- De siger, at de gerne vil have, at vi fjerner videoen, fordi de mener, at vi har misbrugt deres materiale og manipuleret med deres udspil. Efter en kort dialog siger de, at de vil sende sagen til en advokat, hvis vi ikke fjerner videoen, siger han.

Mener du, at I har misbrugt Socialdemokratiets materiale?

- Det mener jeg ikke. Vi citerer to meget korte bidder, og jeg tror ikke, at de ville have ringet og truet DR eller TV2, hvis de havde taget to så korte bidder, siger han.

Hvis du mener, at I ikke har gjort noget forkert, hvorfor valgte I så at fjerne videoen?

- Hvis vi gik i retten med det her, så ville vi bruge en masse tid og penge. I stedet for at pengene gik til verdens fattige, så ville de gå til en retssag.

Artiklen fortsætter under opslaget:

Mediejurist: Ligner ikke en god sag for S

Ifølge Vibeke Borberg, der er mediejurist og chef for forskningsafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, tyder det på, at Folkekirkens Nødhjælp ikke har gjort noget forkert.

Hun har ikke selv set videoen, men DR Nyheder har forelagt videoens indhold for mediejuristen.

- Det tyder ikke på, at Socialdemokratiet har en god sag her. Når man kommer med et politisk udspil, så er det for at skabe en politisk og offentlig debat, og der må man forvente, at der er politiske modstandere eller andre interessenter, der har en anden holdning til de faktiske omstændigheder. Andre end Socialdemokratiet må gerne udlægge, hvordan man skal forstå fakta, siger Vibeke Borberg.

Når de nu mener, at de er blevet manipuleret, i hvilket omfang kan der så være en risiko for, at injurielovgivningen er overtrådt?

- For det første skal politikere kunne tåle ret meget kritik, og at man går dem efter i sømmene. De skal kunne tåle, at de ting, man går ud med, bliver efterprøvet, og at de vil give anledning til forskellige debatter og diskussioner, hvor parterne er uenige. Der skal meget til i den politiske debat, før det bliver injurier, siger hun og fortæller, at det højst sandsynligt ville være Mette Frederiksen, der ville skulle hævde injurier og ikke hele Socialdemokratiet.

De har brugt to bidder på i alt 14 sekunder. Kan der være problemer i forhold til ophavsretten?

- Det vil jeg ikke vurdere. Dels virker det til, at de kun har brugt de citater, som de har bemærkninger til. De citerer ikke mere fra videoen, end formålet tilsiger. For det andet - i forhold til hvad jeg har fået oplyst - så fremgår det tydeligt, at det er en video Socialdemokratiet har lavet, som de citerer fra. Dermed har de overholdt god skik i forhold til citatret, siger mediejurist Vibeke Borberg.

Socialdemokratiet vil ikke lade sig interviewe

DR Nyheder har været i kontakt med Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup.

Han oplyser, at de ikke ønsker at lade sig interviewe om sagen, men henviser til en kommentar folketingsmedlem Peter Hummelgaard har skrevet på Folkekirkens Nødhjælps Facebook-side.

Her lyder det blandt andet.

- Kære Folkekirkens Nødhjælp. Grunden til vi bad jer fjerne klippet var, at I manipulerede vores video med påstande, der simpelthen ikke er rigtige. Vi vil bekæmpe årsagerne til at folk flygter. Derfor vil vi fordoble støtten til nærområderne. Og ja, det vil betyde, at vi omprioriterer fra dele af den langsigtede udviklingsbistand i stabile lande for i stedet at bruge dem i det, FN kalder den værste flygtningekrise siden 2. verdenskrig, skriver han.

Videre lyder det:

- Det er i orden at være uenig i den prioritering. Men man kan ikke hævde, at vi ikke er ærlige omkring det. Det står helt tydeligt i vores udspil, som jeg vil opfordre alle til at læse, skriver han i sin kommentar, som han afslutter med:

- Det handler både om økonomisk støtte, men også om retfærdige handels- og skatteaftaler. Og ligesom med omprioriteringen af udviklingshjælpen vil det også have konsekvenser i EU. Sådan er det ofte i politik.