Folkemøde og Dannebrogs-fest druknede i regn og torden

Flere arrangementer landet over er dagen igennem blevet påvirket af uvejret.

Det var en våd omgang, at have plads ved Hovedscenen i Allinge på Bornholm under Folkemødet i dag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er gået voldsomt for sig denne lørdag, hvor et uvejr har bevæget sig ind over Danmark.

Det var en dag med voldsom regn og torden, som generede et hav af udendørsarrangementer, hvor tusindvis af mennesker var samlet.

Uvejret ramte blandt andet Bornholm, hvor der i disse dage er Folkemøde, og dagen igennem er Dannebrogs 800-årsdag blevet fejret flere steder i landet.

Koncerter er blevet aflyst på grund af vejret, en fodboldkamp i 2. division er aflyst og et kærestepar fik strøm igennem sig, da et lyn slog ned.

Seebach måtte aflyse

Popmusikeren Rasmus Seebach skriver på Facebook, at han blev nødt til at aflyse en familiekoncert i Valby Parken.

- Det er med stor beklagelse, at der desværre er sket så store ændringer i vejrsituationen, at vi efter drøftelse med vores sikkerhedsteam ser os nødsaget til at aflyse familiekoncerten i dag.

- Publikums sikkerhed er det absolut vigtigste. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning og kommunikerer noget ud til jer alle sammen, så snart vi kan. Vi beklager rigtig meget, skriver han.

Koncerten er blevet rykket til søndag samme tid og sted, oplyser Copenhagen Music i en pressemeddelelse.

Til familiekoncerten var der også planlagt optrædener af Hjalmer, Chris Burton og Burhan G.

Arrangement med kronprinsparret evakueret

Gruppen 'Vi sidder bare her' med Mikael Simpson, Jørgen Leth og Frithjof Toksvig aflyste også to koncerter i dag, som skulle være spillet på Christianshavns Bådudlejning, skriver Ekstra Bladet.

- Vi har indtil det sidste afventet en ændring i vejrudsigten uden held. Strøm, mennesker og tordenvejr går ikke på kanalen. Billetten bliver naturligvis refunderet, og vi sætter snarest en ny dato for koncerten, skriver Mikael Simpson på Facebook.

Det er ikke kun koncerter, der er blevet vejrramt. Et stort arrangement i Vordingborg i anledningen af 800-års jubilæet for Dannebrog kom også i store problemer.

Arrangementet, som havde deltagelse af kronprinsparret, blev ført indenfor i Danmarks Borgcenter i byen på grund af tordenvejret, skriver lokalmediet Vordingborg.in.

I anledning af 800-året for Dannebrogs fald fra himlen, besøgte Kronprinsparret Vordingborg. (Foto: Per Rasmussen/Danmarks Borgcente © Scanpix)

Kærestepar fik strøm igennem sig

I den danske 2. division i fodbold blev kampen mellem Skovshoved og Slagelse rykket til mandag, mens to øvrige kampe i hovedstadsområdet blev udsat et par timer som følge af uvejret.

Ifølge TV2 Øst fik et kærestepar fra Mern ved Vordingborg strøm igennem sig, da et lyn slog ned i parrets hus.

Manden talte i telefon, da lynet ramte. Begge blev kørt til sygehuset til kontrol, men ingen led alvorlig skade.

Kristian Jensens tale på Bornholm måtte flyttes indendørs. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På Bornholm blev næstformand i Venstre Kristian Jensen afbrudt i sin partiledertale, som han holdt i stedet for Lars Løkke Rasmussen (V).

Derudover blev terminalen i Bornholms Lufthavn midlertidigt proppet med mennesker, da lyn og torden gjorde, at der i en periode ikke blev sendt fly mod København.

Vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg fortæller, at der kan komme lokale oversvømmelser som følge af vejret.

- Det største problem er vandmængder, hvor der lokalt kan komme oversvømmelser, når regnen ikke kan flyde væk.

- Og selvfølgelig skal man være forsigtig, når der kommer lyn og torden, siger han.

Der er dog opløftende meldinger på vejrfronten, da det værste uvejr skulle være overstået. Ifølge DMI er der opklaring i vente allerede søndag, og i de kommende dage kan ventes en del sol og tørvejr.

Facebook
Twitter