Folkemødet genopstår på Bornholm: Partiledere på scenen

Den store demokratifest bliver afviklet under lidt andre forhold end normalt.

Sådan så det ud for to år siden, da op mod 65.000 besøgte Folkemødet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Efter et års pause blev Folkemødet på Bornholm i dag skudt i gang.

Og det bliver nogle anderledes dage, da coronarestriktionerne stadig har stor indflydelse på afholdelsen.

På grund af coronavirus er demokratifestivalen blevet inddelt i fire sektioner med omkring 500 gæster i hver, og gæsterne skal både booke billet til de enkelte debatter og vise gyldigt coronapas.

Derudover slutter arrangementet allerede lørdag i stedet for søndag.

Folkemødet har i år plads til at have omkring 15.000 besøgende, hvilket er en del mindre end de 60.000– 65.000 gæster, der normalt tager vejen forbi Nordbornholm i midten af juni.

Statsminister og tre partiledere første dag

Traditionen tro har politikerne været på scenen og tale i Allinge.

Det hele begyndte med statsminister Mette Frederiksen (S), der sagde ord fra morgenstunden, inden hun i morgen holder en reel partiledertale.

- I dag vil jeg gerne sige en særlig tak til dem, der undervejs i pandemien har kæmpet for dansk kunst og kultur. Mange steder er der stadig udfordringer. Vi har forsøgt at hjælpe til undervejs, sagde hun fra hovedscenen i Allinge.

Derefter gik Sikandar Siddique fra Frie Grønne på scenen, og han skrev før sin tale, at han nærmest ikke havde sovet hele natten af spænding.

Derefter gik både Liberal Alliance og Radikale Venstre på scenen.

LA's formand, Alex Vanopslagh, indledte sin tale med at fortælle om en drøm, han havde haft.

I drømmen er Vanopslagh statsminister i år 2044 og i gang med sin anden embedsperiode.

Han fortæller videre, at han i drømmen netop har fået afskaffet de sidste coronarestriktioner.

Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstres politiske leder, fokuserede på, at politik i hendes optik mangler visioner.

- Politik, som vi kender det, magter ikke opgaven. De store problemer bliver ikke løst. Fordi politik mangler ilt, idéer og visioner, sagde hun fra scenen.

- Politik er ikke længere stedet, hvor vi tør drømme stort om det samfund, vi kunne blive, men der, hvor vi lukker huller i og syer lapper på det samfund, vi har.

Den politiske festival præsenterer 250 debatter, flere koncerter og taler på i alt 12 scener.

En del arrangementer livestreames på Folkemoedet.dk, og partiledernes taler vises også her på dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk