Folkeskolelærere vil undervise i arabisk

Danmarks Lærerforenings kongres vedtager et forslag om, at arabisk og tyrkisk skal være valgfag i folkeskolen og at modersmålsundervisning genindføres.

Danmarks Lærerforenings kongres vedtager et forslag om, at arabisk og tyrkisk skal være valgfag i folkeskolen.

Folkeskoleelever skal tilbydes undervisning i arabisk og tyrkisk som valgfag.

Sådan lyder et af de mere kontroversielle forslag til fremtidens skole, som Danmarks Lærerforenings (DLF) kongres i Aalborg har vedtaget. Det skriver Ritzau.

Større indsigt om kulturelle forskelle

De to ikke-europæiske sprogfag skal give eleverne en større indsigt i de to kulturer i en globaliseret verden. Samtidig vil det bruges til at anerkende de mange børn i skolen med arabisk og tyrkisk baggrund, lyder begrundelsen fra DLF.

- Vi vil sende et signal om, at vi opfatter dem som en ressource for vores land. Og samtidig kan alle eleverne få indsigt i kulturer langt fra Europa og os selv, siger Dorte Lange, formand for det skole- og uddannelsespolitiske udvalg i DLF.

- Religion er ikke det væsentlige

I første omgang ønsker DLF, at valgfagene tilbydes som lokale forsøg på udvalgte folkeskoler. Dorte Lange er sikker på, at også de etnisk danske elever vil have interesse for faget. Og så tvivler hun på, at sprogfaget kommer til at handle om religion.

- Religion er ikke det væsentlige i det her, og det er ikke vigtigt for os, om det er en del af faget eller ej. Arabisk og tyrkisk kultur er meget andet end religion, og det synes jeg, at man skal sætte fokus på, siger Dorte Lange.

Lærerne ønsker samtidig, at modersmålundervisningen i folkeskolen genindføres, og at alle lærere, der underviser tosprogede, uddannes i dansk som andetsprog.

Facebook
Twitter