Folkeskolen får flere penge og mere frihed næste skoleår. Men det er for sent - skemaet er lavet, lyder kritikken

Danmarks Lærerforeningen håber, at ordningen kan gøres permanent.

På nogle skoler vil der fra næste skoleår være to lærere i klassen i stedet for en. (Foto: Bo Amstrup © (c) Ritzau Scanpix)

- Jeg bliver rasende, hvis det skal laves om, efter jeg har lagt skemaerne.

- Det kommer for sent, vi har allerede lagt skema til næste skoleår.

- Det ville være sindssygt udfordrende i forhold til det, vi har planlagt.

- Vi er ved at lægge sidste hånd på skemaet, så vi skulle bryde det hele op og starte forfra.

Sådan lyder reaktionerne fra en række skoleledere, som DR har talt med rundt på landets skoler.

Undervisningsministeriet har i dag meldt ud, at man vil skrotte den hidtil kritiserede ordning med understøttende undervisningstimer, så skolerne kan bruge ressourcerne på for eksempel tolærer-ordning, holddelings-timer og ekstra fagtimer.

Men det er alt for sent, siger flere af landets skoleledere.

- Det er virkelig sent. Det er ikke 11. time, det er senere end det, siger Søren Skalkhøj, skoleleder på Vorrevangskolen i Aarhus N.

Man vil med andre ord afsætte 295 millioner kroner til et fagligt løft i kølvandet på, at corona, og mange måneders hjemmeundervisning, har skabt et efterslæb hos landets folkeskoleelever.

Glæde hos lærerne

Og selvom aftalen kommer sent, så bifaldes den af Danmarks Lærerforening. Her har man lavet en undersøgelse blandt 12.000 lærere, og ifølge Lærerforeningen, mener otte ud af ti, at lige præcis en tolærer-ordning vil forbedre undervisningen enten i høj grad eller i meget høj grad.

- Det er et rigtig vigtigt skridt for, at man på den enkelte skole har mulighed for at vurdere, hvordan man bruger ressourcerne bedst til gavn for eleverne, siger formand Gordon Ørskov Madsen.

Og netop en tolærer-ordningen vil være til gavn for både lærere og elever, vurderer Andreas Rasch-Christensen, forskningschef hos VIA University College.

- Hvis der er flere voksne knyttet til undervisningen i en klasse, og den ekstra voksne tager sig særligt af dem, som er udfordrede, kan det faktisk rykke dem fagligt relativt hurtigt, siger han.

Aftalen kommer for sent

Men selvom aftalen skaber smil på læberne hos mange af landets lærere, så er de i tvivl om, hvor meget den gavner, når den kommer så sent. For mange af landets skoler er allerede ved at lægge sidste hånd på skemaet for næste skoleår.

- Det ville være frustrerende, hvis vi skulle bryde hele skemaet op nu og starte forfra, vurderer Lisanette Qvortrup, skoleleder på Ellevangskolen i Risskov.

- Vi snakker jo om et skema for en arbejdsplads med 110 pædagogiske medarbejdere. Vi gennemtænker det ned i hver eneste detalje, så det laver man ikke bare lige om, lyder det fra Søren Skalkhøj, skoleleder på Vorrevangskolen i Aarhus N.

Og det møder opbakning fra Ann Taul Andersen, der er skoleleder på Marienhoffskolen i Ryomgård.

- Vi har det seneste år været vant til at lægge om lynhurtigt, og vi kunne nok godt nå det, men vi er trætte nu, siger hun.

Der er altså enighed blandt skolelederne om, at de ville have ønsket, at de havde fået meldingen noget før.

Og det forstår man godt hos Danmarks Lærerforening.

- Jeg synes også, det kommer for sent, men nu er det her, og det giver nogle gode muligheder, og så må vi bruge det bedst muligt, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Og det møder opbakning hos Andreas Rasch-Christensen, forskningschef hos VIA University College.

- Jeg forstår godt, at det bliver svært for dem, når de allerede er så langt med at planlægge næste skoleår, men der vil også være nogle steder, der kan nå at bruge de her penge og andre tiltag rigtig fornuftigt, siger han.

En midlertidig løsning

Aftalen, som er lavet på tværs af Folketingets partier, gælder i første omgang kun for skoleåret 2021/2022, og strækker sig altså ikke videre end det.

- De mange omstillinger har trukket tænder ud, og korte varsler er desværre ofte et vilkår, men det har også været vigtigt med bred politisk opbakning, og jeg er glad for, at denne aftale dækker hele næste skoleår, siger Jens Joel, undervisningsordfører for socialdemokratiet.

Men hos Danmarks Lærerforening håber man, at aftalen fortsætter mange år endnu.

- Det her skulle gerne være en permanent løsning, ikke blot en midlertidig, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk