Praktiske problemer og ubesvarede spørgsmål tårner sig op hos folkeskolerne, der allerede på mandag skal være klar til at tage imod tusindvis af skoleelever fra 6.-10. klassetrin.
Hvor mange håndvaske skal der være til rådighed? Hvad er kravene til rengøring? Må lærerne undervise en eller flere klasser? Er der tale om nødundervisning eller helt almindelig undervisning.
Spørgsmål, der kræver svar, før det enorme arbejde med at lave skoleskema, vagt- og undervisningsplan kan gå i gang i de enkelte kommuner og skoler i hele landet.
- Vi har ikke lavet ændringer ude på skolerne endnu, men afventer mødet i morgen tirsdag, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
Ændrede krav kræver nye planer
I går lempede Sundhedsstyrelsen blandt andet på afstandskravet, så der generelt skal holdes en meters afstand i stedet for to meter, som indtil søndag var normen.
Det betyder, at der kan være flere elever i folkeskolerne, og de største årgange derfor atter kan begynde at gå i skole.
Men før de ældste elever atter kan pakke skoletaskerne, skal en lang række ting være på plads.
Skoler og kommuner ved nemlig endnu ikke, hvordan de nye retningslinjer konkret skal føres ud i livet. Det var forventet, at et såkaldt "sektor-partnerskabsmøde" i dag ville besvare mange af de spørgsmål.
Mødes først tirsdag
Børne- og Undervisningsministeriet afholder mødet, hvor blandt andre Kommunernes Landsforening (KL) og Skolelederforeningen deltager.
I stedet er det afgørende sektor-partnerskabsmøde nu planlagt til tirsdag. Først derefter kan skolerne komme i gang med det praktiske arbejde.
- Tiden er afgørende. Vi håber på, at vi kan komme i gang så hurtigt som muligt. Ellers kan vi få svært ved at blive klar, siger Karen Mortensen, skolechef i Kolding Kommune.
Hun fortæller, at kommunens rengøringsfolk netop har spurgt hende, om de skal planlægge efter eventuelt nye krav til rengøringen.
Hun måtte blive svar skyldig. Det samme gælder de undervisningsplaner, som der skal laves ude omkring på kommunens 24 skoler.
- Vi er udfordret, indtil der kommer nogle konkrete retningslinjer for, hvordan vi skal gøre tingene, siger skolechefen i Kolding Kommune.
Skoleledere: Vi skal bruge svar nu
Også pædagogernes fagforbund, BUPL, ser frem til mødet, der efter invitationen er sendt ud nu begynder i morgen klokken 9.15.
- Det er vigtigt, at de eventuelle ændringer af retningslinjerne i skoler og daginstitutioner bliver så præcise, at det ikke bliver op til den enkelte pædagog eller leder at afgøre, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, lyder det fra BUPL i en skriftlig kommentar.
I videoen herunder forklarer skoleledernes formand, hvorfor tiden er knap (Interview: Casper Dalgård).
Det er landets skoleledere, der inden mandag skal have løst det store puslespil. På vegne af sine medlemmer siger Claus Hjortdal, at tiden i forvejen er knap.
- Vi har brug for et klart svar fra ministeren om, hvorvidt nødundervisning fortsætter frem til sommerferien eller om vi skal overgå til almindelig undervisning. Det svar skal vi bruge nu, så vi ikke skal ud i endnu en planlægningsændring, lyder det fra Skolelederforeningens formand.
Børne- og Undervisningsministeriet oplyser til DR Nyheder, at sektor-partnerskabsmødet hverken er blevet udskudt eller aflyst. Det finder efter planen sted tirsdag morgen.